23948sdkhjf

Stærkt regnskab konsoliderer Hirtshals Yard

Millionoverskud giver spæk på sidebenene hos det nystartede værft.
Smedene løb ekstra stærkt på havnen i Hirtshals det seneste regnskabsår. Det kan man aflæse i Hirtshals Yards nyeste regnskab.

- Vi har fået godt fat i markedet og bevist, at vi kan styre nogle store projekter. Det har været et godt år, og vi har også knoklet for det. Trods store skyer i horisonten, så ser vi da stadigvæk positivt på fremtiden, siger Rasmus Brohus, administrerende direktør og medejer.

- Vi kan hurtigt omstille os som virksomhed, fordi vi er ikke kommet så langt i processen, at vi har et kæmpe tog, der skal bremses.
Værftet i Hirtshals blev grundlagt i sommeren 2012.

Olieprisen spænder ben
De sorte skyer, som direktøren omtaler, er den historisk lave oliepris, der sender chokbølger ind over offshorebranchen og har sendt investeringerne til tælling. Det har givet de norske værfter en sult, der skal mættes i andre brancher.

- Det er vigtigt, at når man står over for en kendt krise i markedet, at man har konsolideret sig. Vi har lidt at stå i mod med nu, som en ret ung virksomhed. Vi er blevet noget stærkere, forklarer Rasmus Brohus.

Hirtshals Yard har også fået en mindre del af kagen i renoveringen af bemandingensriggen Atlantic Esbjerg, der ankom til Hirtshals for en måned siden. Det er værftets nabovirksomhed, Safe Ocean Service, der er hovedentreprenør på opgaven.

Tror på overskud i år
Det er primært adhoc-opgaver, som fylder værftets ordrebog. Det er typisk almindelige vedligeholdelsesopgaver, og netop nu er der lavsæson.

- Jeg tror ikke, at vi laver et tilsvarende regnskab i år, men jeg er overbevist om, at vi kan holde positive tal. For at lave sådan et regnskab, skal der en masse opgaver igennem, og når der bliver flere om buddet, så skal du kæmpe mere og ned i pris, siger direktøren.

Hirtshals Yard har sit fokus på fiskeskibe, men værftet finder også serviceropgaver hos de lokale færger og de lokale kunder. Der er i øjeblikket cirka 40 medarbejdere ansat hos Hirtshals Yard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.362