23948sdkhjf

Genfødt AH Industries er parat til ny udenlandsk produktion

Produktionen er strømlinet efter to år, hvor virksomheden kiggede indad. Nu jagter underleverandøren nye markeder og kunder.
- I 2013 besluttede vi os for at flytte maskiner og lukke tre sites. Det blev alt sammen gennemført i 2014 og tog ressourcer internt, men det er vi heldigvis færdige med nu.

Sådan beskriver Knud Andersen det seneste regnskabsår hos den store danske underleverandør AH Industries.

Nu kigger den store danske virksomhed udad. Og det sker med et knivskarpt produktmix i hånden, som skal sikre, at virksomheden finder nye kunder og kundesegmenter - og ikke mindst udvikler sig med sine nuværende kunder.

- Vi kan nu alle sammen vende fronten ud mod vores kunder og vores markeder. I 2013 tog vi en strategisk beslutning, som blandt andet betyder, at vi har udvidet salgsstaben i alle vores forretningsområder, hvor vi vil investere et større millionbeløb hvert år, siger Knud Andersen.

Den øgede salgsindsats blev primært skudt i gang i løbet af 2014, og investeringen forventer AH Industries sig en del af.

- Det er en proces, der tager tid. Vi ser en masse muligheder, men vi skal fortjene og slide os til de nye kunder, siger den administrerende direktør.

Underleverandøren har kunder i vindmøllebranchen, cement- og mineralindustrien samt offshore-, marine- og maskinindustrien.

Ny produktion i udlandet
Hos AH Industries har man noteret sig, at Siemens barsler med planer om at etablere et offshore-center i tyske Cuxhaven. Og underleverandøren afviser ikke, at der på et tidspunkt skal etableres produktion i udlandet igen, selvom virksomheden for kort tid siden har lukket sin flange-fabrik i tyske Leipzig.

For virksomheden har det som det absolutte mål og succeskriterie at udvikle sig sammen med sine kunder.

- På bagkant af vores strategiske ændringer vil vi videre ud i verden og finde vækst. Det betyder ikke, at vi under alle omstændigheder vil være i udlandet. Men hvis der opstår de rigtige muligheder for at følge kunder ud i verden, det kan være Asien, Amerika eller Tyskland – eller hvor det giver mening for kunderne eller os – så vil vi gerne være med i det, siger Knud Andersen.

Knud Andersen pointerer også, at det er vigtigt, at virksomheden kender sin plads i forsyningskæden.

Spreder sig over flere brancher
Store metaldele til tog og store metalelementer til motorsystemer som ladeluftskølere og turboladere kommer nu gennem AH Industries produktionslinjer. Det er nye forretningsområder hos underleverandøren, og områderne er opdyrket som en del af virksomhedens strategi om at sælge til flere brancher.

Strategien er valgt, selvom AH industries stadig ser store udviklingsmuligheder i sine nuværende segmenter.

- Vindmølleindustrien og cement- og mineralindustrien er på godt og ondt projektorienterede brancher, og det vil sige, at der er og vil altid være store udsving. Derfor er det rart at have noget, som har mindre udsving, siger Knud Andersen.

- Det er en god og sund øvelse at sprede vores aktivitet ud på flere kunder. Og vi er godt undervejs.

AH Industries gik over 17 procent frem i omsætning i første halvår af 2015 i forhold til samme periode i 2014. Det giver underleverandøren en omsætning på 393 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094