23948sdkhjf

Positive takter i metal- og maskinindustriens produktion

Hos metal- og maskinindustrien steg produktionen i oktober, som dermed bidrager til, at den samlede industriproduktion er tilbage på 2005-niveau.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en stigning i industriproduktionen på 1,5 procent fra september til oktober, når der korrigeres for sæsonudsving og prisudvikling. I forhold til perioden maj-juli steg industriproduktionen med 0,4 procent i perioden august-oktober.

Hos metalindustrien steg produktionen med 2,1 procent, mens maskinindustriens produktion steg med 1,3 procent.

Dermed er industriproduktionen tilbage på 2005-niveau, hvilket ifølge Dansk Erhverv kan betegnes som et konjunkturmæssigt normalår.

- Industriproduktionens dyk ned i en bølgedal ser nu endelig ud til at være overstået. Der er ganske vist stadig et pænt stykke op til niveauet i de gode dage før finanskrisen, men den periode var også kendetegnet ved en overophedning af økonomien, siger Michael Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv, og fortsætter:

- Det er meget mere vigtigt at notere sig, at industriproduktionen omsider har indhentet niveauet fra normalåret 2005. At det så sker efter en noget langsom, men alligevel stabil opadgående tendens, gør kun, at håbet om en tilbagevenden til en mere normal situation er velfunderet.

Hos DI glæder man sig også over udviklingen:

- Det er rigtig godt nyt, at industriproduktionen gik frem i oktober. Man skal passe på med at lægge for meget i en enkelt måned, men nu har det i længere tid gået stille og roligt fremad for industriproduktionen, siger økonomisk konsulent i DI Mathias Secher, og uddyber:

- Nu er vi er langt om længe ved at være tilbage til niveauet fra 2005, men der er altså endnu et stykke vej, før industriproduktionen er tilbage på niveauet fra før krisen i 2008.

Fremgangen fortsætter
Hos DI såvel som Dansk Erhverv forventes fremgangen at fortsætte. DI peger dog på, at man ikke skal forvente nogen imponerende fremgang, mens Dansk Erhverv fremhæver, at industriproduktionen nu har indhentet det tabte.

- Det glædelige er, at efter den miserable afslutning på 2012, så har industriproduktionen dels indhentet det tabte, men er nu også på det seneste begyndt at vokse yderligere, hvilket bestemt giver anledning til noget optimisme, siger Michael Stæhr fra Dansk Erhverv.

I tallene fra Danmarks Statistik er også en opgørelse over industriens omsætning af egne varer og tjenester. Denne steg med 2,4 procent i oktober – fordelt på en stigning på 1,8 procent på eksportmarkederne og 3,5 procent på hjemmemarkedet.

- På trods af en rigtig pæn fremgang i industriens omsætning på hjemmemarkederne, så gælder det stadig, at det er eksportmarkederne, der trækker det store læs i fremgangen, idet alle brancher undtagen investeringsgodeindustrien fortsat har størst fremgang i eksporten. Dette understreger, at den hjemmelige efterspørgsel fortsat ligger underdrejet, men dagens tal giver håb om, at der også på dette punkt kan være bedring på vej, siger cheføkonom Michael Stæhr.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078