23948sdkhjf

Succes for nyt nordjysk samarbejde

De første ordrer er allerede i hus hos det nye nordjyske samarbejde Torque & Co, hvor fire maritime servicevirksomheder er gået sammen om at løse større opgaver inden for marine og offshore.
I maj måned indgik de fire Frederikshavn-virksomheder Hytek, HG Electric, Mekanord og Stæhr Marine Engineering samarbejdet Torque & Co, hvor de sammen er i stand til at levere totalløsninger på større opgaver inden for marine- og offshoreområdet.

Samarbejdet, der forener maritime løsninger inden for hydraulik, el, mekanik og projektledelse er blevet taget godt i mod og har netop løst to opgaver i Svalbard og Island til over 1 mio. kr.

- Mekanord fik en henvendelse omkring installation og opretning af gearet på et skib i Svalbard. De lånte derfor en mand af os, som har de rette kompetencer til at rette skrueakslen op. Omvendt involverede vi ansatte fra Mekanord, da vi for nylig skulle reparere et defekt gear i Island. Ved at gå sammen på den måde bliver vi i stand til at levere en komplet løsning også på de større og mere komplekse opgaver, som vi ville have svært ved at komme i betragtning til alene, forklarer sales manager i Stæhr Marine Engineering Palle Sørensen, der varetager den opsøgende salgsindsats i Torque og Co.

Forhandler om ny opgave
Sammen har HG Electric og Stæhr Marine Engineering også løst flere mindre opgaver. Samarbejdet har lige nu forhandlinger med to større rederier, hvor en ordre vil involvere alle fire virksomheders specialer.

- Fordelen for kunderne er, at de kun skal henvende sig ét sted, og så løser vi hele opgavepakken. Vi påtager os ansvaret for at finde de rigtige aktører og koordinere arbejdet, så opgaven bliver løst tilfredsstillende og uden forsinkelser fra én eller flere underleverandører. På den måde får inspektøren på skibet frigjort tid til andre opgaver, fortæller Palle Sørensen om tankerne bag samarbejdet.

De fire virksomheder hører alle hjemme i den maritime klynge på Frederikshavn Havn, der er særligt stærk på reparations- og servicesiden, og de vil ikke udelukke, at andre virksomheder kan blive en del af samarbejdet, hvis succesen fortsætter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094