23948sdkhjf

Jernstøberiet Dania vil flytte produktion til Polen

Aars-virksomheden undersøger mulighederne for at flytte sine bearbejdningsaktiviteter til et datterselskab i Polen.
Det er den stadigt intensiverede konkurrencesituation på det internationale marked, der har gjort det nødvendigt at overveje at flytte Danias bearbejdningsaktiviteter til et land med et lavere omkostningsniveau.

- Omkring 80 procent af vores omsætning ligger hos store, internationale virksomheder, som køber ind globalt, og de køber altså der, hvor de kan opnå de bedste priser sammenholdt med kvalitet og leveringssikkerhed. Samtidig er konkurrencen i Europa stærkt intensiveret de senere år, og for løntung produktion, som vore bearbejdningsaktiviteter, er der desværre ingen vej udenom at udnytte de muligheder, der er for at sænke omkostningerne. I vores tilfælde kan en mulighed være at flytte disse aktiviteter til Polen, hvor rammevilkårene ligesom i det øvrige Østeuropa er gunstige for løntung bearbejdningsvirksomhed, oplyser Danias administrerende direktør, Per Thy Sørensen.

- Lavere omkostninger er en nødvendighed for konkurrenceevnen, og en udflytning af bearbejdningsaktiviteterne er en mulighed for at opnå nødvendige reduktioner i omkostningerne. Støberiet er i forvejen hårdt belastet af blandt andet elafgifter, som vores udenlandske konkurrenter ikke kæmper med. Men støberiets aktiviteter kan ikke flyttes, siger Per Thy Sørensen.

De seneste to år er Dania påvirket af en generel nedgang i de europæiske markedsaktiviteter, og virksomhedens omsætning er faldet. Det ventes også at ske i 2013.

Cirka 45 arbejdsplader bliver berørt
Hvis maskinfabrikken lukkes, vil Dania forsøge at omplacere så mange som muligt af de berørte medarbejdere til beslægtede jobs på støberiet, som er på vej ind i produktionens højsæson.

- Jeg håber på, at vi på støberiet kan finde arbejde til flere af de medarbejdere, som kan blive berørt. De to produktionsformer er dog væsensforskellige, så derfor er det desværre ikke alle medarbejdere, som vil kunne tilbydes jobs, der matcher deres kvalifikationer. I den kommende uge gennemfører vi dialog med forhandlingsudvalget, hvor målet er at finde de bedste løsninger for medarbejdere og virksomhed, forklarer Per Thy Sørensen.

Øget aktivitet på støberiet i Aars
Han forventer, at den forstærkede konkurrencedygtighed, som virksomheden kan opnå ved en udflytning, straks vil øge efterspørgslen efter støbegods produceret i Aars. Han regner på den baggrund med, at virksomheden i løbet af to til tre år vil kunne øge medarbejderstaben på støberiet med et antal, der modsvarer det antal arbejdspladser, som i år kan blive nedlagt på maskinfabrikken.

- Kunderne efterspørger i stigende grad støbegods og bearbejdning fra samme leverandør. Men det er i sidste ende prisen, som er afgørende. Derfor kan en udflytning styrke vores samlede ydelse. Vi har med afsæt i polske priser for bearbejdningen givet tilbud på endog meget store projekter, som vi har vundet. Det giver mig grund til at tro på en på sigt betydelig forøgelse af produktionen i Aars som følge af en udflytning. Der er med andre ord ingen tvivl om, at vi vil styrke vores forretning markant ved at kunne tilbyde støbegods af høj kvalitet og til komplekse emner med mere konkurrencedygtig bearbejdning i Polen, konkluderer Per Thy Sørensen.

Dania-direktøren slår samtidig fast, at der ikke er planer om at flytte jernstøberiet, som er Danias hovedaktivitet.

- Jernstøberiet forbliver i Aars, for støberiet kan af praktiske årsager og som følge af den specialviden medarbejderne besidder, ikke foregå andre steder end i Aars, konstaterer Per Thy Sørensen.

Dania ruster sig til fremtiden
Dania har efter salget af aktiemajoriteten til amerikanske MAT Holding Inc. i foråret 2012 arbejdet på at tilpasse sig kundernes behov i en stadig mere globaliseret verden. Udover at styrke virksomhedens profil i Europa er Dania i gang med at etablere et salgsselskab i Kina. Salgsselskabets opgave bliver at sælge støbegods og bearbejdning fra MAT-koncernens støberier i Kina.

Blandt de kinesiske støberier er et helt nyt med samme teknologi som hos Dania i Aars, og Dania bidrager med knowhow til det nye støberis teknologi og kvalitetsstyring.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189