Produktionstekniker til digital produktionsmodning
Vil du være en del af vores digitale omstilling i produktionen?
Er du en struktureret og engageret produktionstekniker med en stærk interesse for CAM-programmering, der gerne vil bidrage til at øge effektiviteten og kvaliteten af vores NC-programmer gennem anvendelsen af digitale værktøjer? Så læs endelig videre.
Produktionen hos Everllence er på en digital rejse og har nu en af Danmarks absolut mest moderne platforme til udvikling af NC-programmer til vores bearbejdningsprocesser. Så hvis du finder det interessant at dykke ned i nye digitale løsninger og motiveres af at udvikle bearbejdningsprocesser, metoder og tilknyttede teknologier til de mest moderne bearbejdningscentre, så er jobbet som produktionstekniker noget for dig.
Vi søger en kollega, der genkender sig selv i ovenstående - en løsningsorienteret nysgerrig person med teknisk erfaring, som har mod på at opsøge, udfordre og udvikle fremtidens produktionsmetoder.
Du vil spille en vigtig rolle inden for:
- Produktionsmodning gennem digitalisering og automatisering.
- Udvikling af NC-programmer til vores moderne og komplekse mill-turn maskiner.
- Vedligehold og validering af norm-tider
- Support i indkøringsprocessen og styring af workflow
- Oprettelse og opdatering af produktionsruter
- Værktøjsdesign
Som en del af teamet vil du bidrage til, at den digitale platform til CAM-programmer, processimulering og værktøjshåndtering udnyttes bedst muligt. Opgaverne omfatter udviking af NC-programmer til vores mange nye produkter, men også optimering af de eksisterende programmer. Du vil primært arbejde med vores mill-turn maskiner som eksempelvis DMG Gamma 2000 og DMG NTX 1000.
Vi forestiller os at du:
- Har en faglig baggrund som industritekniker, værktøjsmager, ingeniør eller lignende.
- Har erfaring med eller interesse for CAM-programmering, gerne med Siemens NX CAD/CAM, CGTech Vericut og TDM-systems.
- Har erfaring med robotteknologi og kan bidrage til udbygning og optimering af automatisering.
- Har generel viden om og forståelse for spåntagning af metaller.
- Arbejder systematisk og tænker i helheder i komplekse produktionsmiljøer.
- Har erfaring med produktions‑masterdata, gerne i SAP.
- Er struktureret, detaljeorienteret og god til at samarbejde.
- Kommunikerer klart på både dansk og engelsk.
- Er engageret i problemløsning og procesoptimering.
- Er positiv og ansvarsfuld.
Velkommen til Production Engineering
Du vil indgå i et højt specialiseret produktionsteknisk team på 16 medarbejdere, der har ansvar for fabrikkens fremstillingsmetoder, hvor du vil være én af de 8 dygtige CAM-programmører, som definerer og sikrer fabrikkens CNC-processer. Der er konstant nye produkter i pipeline samt optimering og omlægning af den eksisterende produktion. Dette afspejles i et team, hvor der udvises stor fleksibilitet og kreativitet. Omgangstonen er anerkendende dog ofte tilsat en humoristisk tone.
Kom med på rejsen mod en CO2-neutral fremtid
Bliv en del af Everllence og vær med til at skabe fremtidens løsninger. Hos Everllence får du mulighed for at være med til at forme innovative energiløsninger, samtidig med at du udvikler dine kompetencer og din karriere. Vi prioriterer sund balance mellem arbejdsliv og privatliv, fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.
I 2027 vil vi samle vores afdelinger i København og Holeby på en ny og moderne lokation i Trekroner, Roskilde.