Urban projektleder til fornyelse af Kolding bymidte
Bliv urban projektleder i en af Danmarks store designbyer, hvor du kan fordybe dig i en helhedsorienteret udvikling af byrum, pladser og rekreative områder – alt sammen med fokus på æstetik, funktion og formgivning af arealer.
Landskabsdesign i historiske rammer
Som urban projektleder i afdelingen Trafik, Vej og Parks projekteringsteam får du en nøglerolle i forhold til at realisere en lang række store projekter, som er centrale for kommunens udvikling som en attraktiv bosætnings-, oplevelses- og vækstkommune. I teamet arbejder de med projekterne fra den allerførste idé til projektet står færdigt og overdrages til borgerne.
Der er mange projekter i støbeskeen de kommende år med et særligt fokus på at løfte bymidten. Du kan blandt se frem til at stå i spidsen for fornyelsen af de mest centrale gader og historiske bydele i Kolding, klimatilpasning langs Kolding Å, samt løbende vedligehold af Christiansfeld, der er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Mere konkret kan du se frem til en dagligdag, hvor du:
- Designer gader og pladser, der bidrager til ambitionerne om bymidtens transformation fra en købstad til en mødestad – ofte i samarbejde med vores rådgivere eller dine kollegaer
- Er bygherre på givne projekter herunder sparrer og koordinerer på tværs af alle involverede parter
- Sikrer borgerinddragelse med workshops og andre tiltag
- Leder og faciliterer styre- og arbejdsgrupperne
- Disponerer og formgiver arealer inkl. materialevalg, beplantning m.m.
- Planlægger og leder projektering og udbud i forbindelse med byfornyelsesprojekterne.
I dit team er der 11-13 tætte kolleger samt 1-2 eksterne ressourcepersoner, og du refererer til teamlederen. Teamet har desuden et bredt samarbejde med både interne og eksterne interessenter.