Intern sælger – pakninger og tætninger
Trives du med at tale med mange mennesker og møde mange forskellige fagprofiler i løbet af en dag? Har du forstand på mekaniske konstruktioner? Og kan du, efter oplæring, oversætte ”den blå, der sidder ved stemplet” til den helt rigtige tætningskomponent?
Vi er specialister i pakninger og tætninger
Siden 1979 har Carsten Holm A/S forhandlet og produceret standard- og specialpakninger og tætninger til hydrauliske, pneumatiske, roterende og statiske applikationer til brug i de mest krævende miljøer i en lang række industrier i Danmark og udlandet.
Vi leverer enkelte pakninger og tætninger til maskinreparation, prototyper til udviklingsprojekter samt tusindvis af pakninger og tætninger til større OEM-kunder. Med et produktprogram, der omfatter flere end 135.000 varenumre, et fuldautomatisk lager, de mest almindelige råmaterialer til alle typer pakninger og tætninger på lager og vores store viden om materialer er vi i stand til at levere ordrerne, præcis når kunderne skal bruge dem.
Håndtér kundeforespørgsler, og tag imod ordrer
Som intern sælger får du en tæt dialog med vores kunder, og din vigtigste opgave bliver at bruge din tekniske indsigt til at spørge ind og vejlede, så du kan omsætte kundens forklaringer og behov til konkrete produktløsninger.
Sammen med ni kollegaer får du ansvaret for ordreindtastning og vejledning af de kunder, som kontakter os via telefon eller e-mail eller henvender sig direkte ved skranken på vores kontor i Ringe. Vi håndterer mange ordrer dagligt, og helt konkret skal du:
- vejlede kunden i at få den rigtige løsning
- håndtere kundeforespørgsler og udarbejde tilbud
- tage imod ordrer og sende ordrebekræftelser
- indtaste ordrerne i vores produktionsmodul
- håndtere genbestilling i samarbejde med indkøbsafdelingen
- håndtere returvarer for dine egne kunder
Vi er kendt for vores faglighed
Vores mål er altid at hjælpe vores kunder bedst muligt. Derfor sørger vi selvfølgelig for at lære dig op, så du får et godt produktkendskab. Men noget af det kommer også lidt hen ad vejen, så du skal have et vist gåpåmod og lysten til hele tiden at søge ny viden – og til at spørge dine kolleger om hjælp.
Du refererer direkte til salgschefen og bliver en del af et team på 15 medarbejdere, som arbejder med eksternt og internt salg. Da vi sidder i storrumskontor, får du også tæt kontakt med vores tekniske afdeling og kollegerne i indkøb.
Din baggrund
Der kan være flere indgange til jobbet som intern sælger.
Måske beskæftiger du dig allerede med teknisk salg af tilbehør til industrien, eksempelvis hydraulikindustrien, maskinindustrien eller tilsvarende branche. Eller måske kommer du med en teknisk uddannelse eller en stærk interesse for mekaniske konstruktioner og har lyst til at lære mere om salg.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med hydrauliske systemer eller transmissionssystemer, men det vigtigste for os er, at du:
- har en maskinteknisk/håndværksmæssig baggrund eller er kontoruddannelse med et vist branchekendskab
- er systematisk og god til at få noget fra hånden og forstår at prioritere din tid
- kan lide at betjene kunder og har erfaring med kundeekspedition
- er vant til at arbejde med IT – og det er en fordel, hvis du har kendskab til Navision
- skriver og taler flydende dansk
- som person er tillidsvækkende, struktureret og engageret.