Solid vækst hos Migatronic
På trods af stagnerende markeder og øget priskonkurrence nåede Migatronic alligevel en omsætningsvækst på 17 procent i 2012.
- De generelt ændrede markedsvilkår efter den globale finanskrise er fortsat en udfordring også for Migatronic i bestræbelserne på at øge både afsætning og indtjening, skriver Migatronic i sit årsregnskab.
Pil op for Automation
Specielt koncernens salg af automatiseringsløsninger har udviklet sig gunstigt i 2012. Efter et særdeles vanskeligt 2011 havde Migatronic Automation en betydelig ordrebeholdning ved indgangen til 2012. De gode takter er fortsat ind i 2012, hvor der har været en stabil indgang af nye ordrer. Anderledes trægt har det dog været inden for salget af almindelige svejsemaskiner.
- I modsætning til automatiseringsområdet har der på markedet for standard svejsemaskiner været en stagnerende efterspørgsel. Migatronics salgsudvikling på de enkelte markeder følger i nogen grad konjunkturerne på disse markeder, skriver Migatronic.
I 2013 forventer virksomhedens ledelse, at den svagt positive udvikling fra 2011 og 2012 fortsætter. Inden for standard svejsemaskiner forventes en øget omsætning, mens der forventes et fald inden for automation, som i 2012 har været påvirket positivt af en enkelt større ordre.