Cimbria, der udvikler og producerer maskiner og projekter til agro- og anlægsindustrien, har gennem en del år ejet en stor aktiepost i JKF Industri, der producerer ventilationsanlæg, men nu har Thisted-koncernen altså overtaget aktiemajoriteten fra stifteren Louis Nielsen og hans familie, skriver Dagbladet Børsen i dag. Med overtagelsen håber Cimbrias adm. direktør og medejer Ole Tofdahl Olesen, at de to virksomheder kan levere nogle synergieffekter ved sammenlægningen. - Vi ser en del fordele ved at udbygge samarbejdet mellem de virksomheder, hvor vi primært kan få noget ud af det inden for salg og markedsføring, siger Ole Tofdahl Olesen til Dagbladet Børsen.