23948sdkhjf

Peter Harbo og Certex Danmark fusionerer

To eksperter indenfor løftegrej vil fremover samle kompetencerne i ét selskab.
For fem år siden blev Peter Harbo A/S købt af den internationale svenskejede koncern Certex, som tidligere i 1988 også havde overtaget det daværende Vojens Tovværk A/S. Med samme ejer har man igennem årene indført samme it-system, samme kvalitetsstyringsystem og en lang række sammenfaldende produkter og services.

Nu tager man skridtet fuldt ud og fusionerer de to virksomheder under navnet Certex med afdelingsnavnet Peter Harbo i Esbjerg.

Lokalt engagement
- Tiden er rigtig. Vores kunder indenfor offshore, det maritime og industrien har brug for øget fleksibilitet, service og kvalitet. Ved at fusionere Peter Harbo og Certex kan vi optimere på tværs af virksomhederne, så vi i endnu højere grad kan imødekomme vores kunders behov. Vi får et bredere produkt- og serviceprogram, og vores kunder kommer til at opleve en endnu større grad af fleksibilitet og support, siger direktør Niels Lund Andersen om årsagen til, at de to virksomheder fusionerer nu.

Han tilføjer, at den svenske ejer AxLoad har nogle økonomiske muskler og visioner, som kan bane vejen for langsigtede investeringer, og derved medvirke til at sikre Certex’ fortsatte position indenfor løfte- og surringsgrej.

Det tidligere familieejede Peter Harbo er en institution på Esbjerg Havn, og navnet beholdes fortsat som et binavn.

- Vi har de seneste fem år været en del af en international koncern, men vi er i allerhøjeste grad fortsat en lokal virksomhed. Det er fortsat de samme mennesker, som vil levere den samme høje grad af service og fleksibilitet til vores kunder, og blandt andet det årlige ålegilde for vores kunder, som går årtier tilbage, bliver der heller ikke lavet om på, siger branch manager Thomas L. Frandsen.

Fakta
Certex har 47 afdelinger i 12 lande og er en markant operatør på løftegrejsmarkedet. Per 1. januar har virksomheden i Danmark afdelinger i Vojens, Esbjerg, Aalborg og Hvidovre.

Den fusionerede virksomhed har i Danmark 125 ansatte og en bruttofortjeneste I 2011 på ca. 55 mio. kr.

Peter Harbo blev grundlagt i 1973 og startede som en servicevirksomhed til fiskeribranchen med tovværk, wirer og andre jernvarer. Senere udvidede man firmaet betragteligt og begyndte at levere varer og serviceydelser til offshore industrien. Siden er det gået stærkt, og i dag sælger man wirer, kæder, ankerhåndteringsudstyr, løftestropper og surringer, sikkerhedsudstyr og løfteværktøj og udfører test og service på løftegrej til primært offshore- og marineindustrien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094