23948sdkhjf

Højtuddannede skal booste SMV’erne

Håndværksrådet og Djøf går nu sammen for at få flere akademikere ind i de små og mellemstore virksomheder – det kan sikre fornyelse og vækst.
Ledige højtuddannede kan være trylledrikken, der kan gøre de små og mellemstore virksomheder rigtig stærke, så de kan begå sig i den daglige konkurrence og endda vinde nyt land. Det mener både Håndværksrådet og den faglige organisation Djøf, der repræsenterer jurister, økonomer og andre akademikere.

De to organisationer foreslår derfor nu en innovationsordning, Vækstspirerne, der kan få flere arbejdsløse akademikere i arbejde i små og mellemstore virksomheder.

Erfaringer viser, at en akademiker kan styrke de små og mellemstore virksomheder, så de får overskud til at afprøve nye kommercielle muligheder eller forretningsgange, som de ikke har kræfter eller tid til at kigge efter i hverdagen. Og det kan ses på bundlinjen.

Væk med barrierer og fordomme
- Vi ved, at der er barrierer i forhold til at ansætte højtuddannede i mange små og mellemstore virksomheder. Mange virksomheder har ikke opdaget gevinsterne ved at ansætte medarbejdere med en akademisk baggrund. Men bidrag fra en højtuddannet kan gøre en stor forskel og blandt andet sikre, at virksomhederne får ressourcer til at arbejde med muligheder på lidt længere sigt i stedet for kun at løse dagligdagens problemer, siger adm. direktør Ane Buch fra Håndværksrådet.

Djøf ønsker gennem samarbejdet med Håndværksrådet at bane vejen for flere højtuddannede i de mange små og mellemstore virksomheder.

- Der ligger et stort potentiale i at øge virksomhedernes andel af medarbejdere med en lang videregående uddannelse. Det er veldokumenteret, at virksomheder, der ansætter højtuddannede medarbejdere, har en højere innovation, bedre konkurrenceevne og øget produktivitet, siger Lisa Herold Ferbing fra Djøf.

Lægger an til videnpilotordningen
Krisen betyder, at de færreste SMV’er har luft i budgettet til at eksperimentere med højtuddannede uden sikkerhed for øget indtjening. Samtidig kan det være svært for SMV’erne på forhånd at formulere et projekt, så de kan få finansieret en videnpilot i virksomheden. Derfor er planen at etablere et nyt forsøgsprojekt for private virksomheder med mindst to ansatte, der endnu ikke har ansat en højtuddannet. Virksomheden ansætter den højtuddannede tidsbegrænset i 12 uger på ordinære vilkår og modtager en kompensation fra staten på op til 25.000 kr. om måneden.

For at virksomhederne kan deltage i ordningen, skal akademikeren efterfølgende tilbydes en videnpilotstilling eller en ordinær ansættelse.

Djøf og Håndværksrådet har henvendt sig til Uddannelsesminister Morten Østergaard (RV) og håber nu på politisk opbakning til forsøgsprojektet.

Ordningen er en fornuftig investering for samfundet
En ny højtuddannet i virksomheden er ifølge både Håndværksrådet og Djøf en win-win situation for ledige og virksomheder, og samtidig er det en fornuftig investering for samfundet. Projektet skal løbe i to år og omfatte i alt 200 højtuddannede. Med en kompensation på 25.000 kr. i tre måneder per deltager vil udgiften beløbe sig til 7,5 mio. kroner for staten. Herfra skal fratrækkes dagpengene, de ledige i dag får udbetalt, så bruttoudgiften vil årligt udgøre under 2,5 mio. kr. eksklusive administration af ordningen.

Kilde: Håndværksrådet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078