Dermed indikerer Dansk PMI, at de danske industrivirksomheder for alvor er kommet op i fart. Der er ikke noget, der umiddelbart tyder på, at de opadgående kurver for danske industrivirksomheder er en enlig svale. Med den kraftigste fremgang i ordreindgangen i lidt over fire år ser produktionsfremgangen ikke ud til at være af kortvarig karakter.
Efter en periode med kraftig modvind, primært forårsaget af dollarsvækkelsen og lavvækst i Euroland, blæser nu mildere vinde imod industrien. Således bidrager valutakursen ikke længere til at forringe konkurrenceevnen, og opsvinget i Euroland er godt i gang. Væksten i Euroland halter dog fortsat bagefter i global sammenhæng.
Fremgangen i den internationale økonomi er med til at sætte skub i den danske eksport. De seneste nationalregnskabstal for 2. kvartal i år bekræftede i hvert fald en meget kraftig vækst i eksporten, da denne steg med hele 5 pct. i forhold til 1. kvartal. Vi skal helt tilbage til højvækståret 2000 for at finde en tilsvarende fremgang i eksporten.
Også afsætningsmulighederne på hjemmemarkedet er i øjeblikket gunstige for industrien. Således er privatforbruget steget med 3,6 pct. det seneste år i henhold til nationalregnskabstallene – godt hjulpet på vej af skatte- og afgiftslettelser.
Kilde: Jern- og Maskinindustrien.