23948sdkhjf

Indendørs GPS guider medarbejdere på lageret hos dansk hydraulikgigant

Augmented reality blander den fysiske og den digitale verden. Når man tager et par AR-briller på eller holder en tablet foran sig, kan man navigere rundt i den fysiske virkelighed, samtidig med at der bliver lagt et virtuelt lag ovenpå.

Den form for en digital varehusassistent er blevet testet hos HydraSpecma, der har omkring 1.500 ansatte globalt. Fra hovedlageret i Skjern leverer virksomheden rør, adaptere, fittings og andre dele til hydrauliske systemer til blandt andet vindmølleindustrien og landbrugssektoren.

Med til at reducere fejl

Løsningen er stadig en prototype, der er lavet relativt simpelt ved at klistre udprintede tags på fabriksgulvet og så bruge en Ipad til vejvisning. Når man kommer hen til en hylde på lageret, så ”ved” tabletten, hvor den er henne, og giver besked, når man skal plukke en komponent. På den måde bliver man guidet rundt ved hjælp af en indendørs GPS.

Det kan være med til at reducere fejl og hjælpe nye medarbejdere med at plukke de rigtige komponenter på lageret, forklarer Kaspar Rosengreen Nielsen, principal software architect i DxS Lab i Alexandra Instituttet. Han har hjulpet HydraSpecma med at udvikle løsningen i regi af Made, der er en national klynge for innovativ produktion.

- Det er et godt eksempel på, hvordan AR-teknologien kan skabe værdi i virksomhederne. Hvis man bruger papir, som mange virksomheder stadig gør, når de skal plukke komponenter på lageret, og hvor det står linje efter linje, kan man nemt komme til at overse noget. Vores prototype fjerner noget af kompleksiteten ved hjælp af en digital ordreliste og vejvisning. Det gør det nemmere at udføre de her opgaver, forklarer han i en pressemeddelelse.

Hos mange virksomheder foregår den slags indsamling i dag typisk manuelt, ved at en medarbejder udskriver ordrerne og sætter dem på en plade, hvorefter vedkommende bruger en lineal til at køre ned over linjerne med. AR-løsningen kan være en stor hjælp, når virksomheden får nye medarbejdere eller vikarer ind, som på den måde kan få guidance på lageret.

Teknologi med potentiale

De første erfaringer med brug af assistenten har været positive ifølge Daniel S. Andreasen, der er head of group strategy & CSR hos HydraSpecma. De kan godt se ideen i prototypen, men det er også et forskningsprojekt, hvor der vil være en vis investering i at få det ud og køre.

- Vi har kunnet vise, at der er et potentiale i teknologien. Vi kan se, at det giver et mere smidigt flow på lageret, som sikrer, at vi ikke bruger så lang tid, som vi ville uden. Nu er vi jo stadig i afprøvningsfasen, men der er ingen tvivl om, at på et eller andet tidspunkt kommer det her ”pick by voice” og ”pick by vision” til at dominere. Når løsningerne er der, så vil vi godt være klar, siger han, og uddyber:

- Vi har et ret stort lager både her i Danmark og i Norden, og det her med at finde de rette lokationer vil være en ret stor hjælp. I stedet for at vi i dag skal navigere via skilte, så har vi en formodning om, at en GPS nedlagt i en plukkevogn vil kunne accelerere vores plukkeproces yderligere. Det vil i den sidste ende gavne vores kunder, at de får deres produkt hurtigere, hvilket vil gøre os mere konkurrencedygtige, forklarer han.

HydraSpecma har moderniseret deres lager og de interne arbejdsprocesser, og for dem handler det om at udfordre de nye teknologier. For som producerende og lagerførende i et land som Danmark skal man arbejde med de bedste løsninger inden for ny teknologi for at være konkurrencedygtig.

- Vi skal hele tiden udfordre de her nye teknologier. Vi elektrificerer rigtig mange af vores kunders produkter. Det der tidligere var ren hydraulik, parrer vi med elektriske komponenter i stedet. Hele den rejse, som vi er på, kræver et teknologisk mindset. Det skal vi både gøre i forhold til vores kunder og i forhold til interne processer, forklarer han.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125