23948sdkhjf

Boganmeldelse: En hyldest til SMV'erne

Bogen "Succes med SMV - Triumf i krisetider" er netop udkommet op forlaget Turbine

”De små og mellemstore virksomheder er den økonomisk bærende rygrad i Danmark, fordi de øger produktiviteten og velfærden”.

Sådan skriver finansmanden og serieiværksætteren Lars Tvede i forordet til bogen ”Succes med SMV – Triumf i krisetider”.

Bogen er skrevet af Gert Rune, der selv har en iværksætterkarriere bag sig og i dag fungerer som foredragsholder og motivator. Hans formål med bogen er at rette spotlightet mod en række succesfulde virksomheder, der ikke får den opmærksomhed de fortjener, og derigennem beskrive, hvad der karakteriser er succesfuld SMV.

11 inspirerende cases

Til det formål har han interviewet ejere og nøglemedarbejdere i 11 succesfulde SMV’er. Der er tale om et bredt spektrum af virksomheder fra restaurantkæde Flammen til betonproducenten Confac.

De 11 virksomheder har dog det til fælles, at de har haft succes inden for deres felt, og baggrunden herfor mener Gert Rune at kunne koge ned til syv parametre: Passion, Innovation, Risikovillighed, Krisehåndtering, Medarbejdere, Kundefokus og Grøn Omstilling.

Ud fra de syv parametre graver Gert Rune ned i hver af de 11 cases og beskriver, hvordan netop de virksomheder har ageret inden for parametrene.

Praktisk tilgang

Der er ikke tale om nogen akademisk tilgang til, hvad der gør en SMV succesfuld. Snarere tværtimod. Det lyser ud af bogen, at Gert Rune selv er iværksættertypen, der gerne hurtigt vil i løsnings-mode ude på fabriks- ellers butiksgulvet.

Om det lige er de syv parametre, forfatteren præsenterer, der karakteriserer succesfulde SMV’er kan man naturligvis diskutere. Men Gert Rune har formentlig ret, når han hævder, at der er nogle fællestræk, der er med til at skabe succesen.

Et eksempel er risikovillighed. Der findes formentlig ikke én SMV i Danmark, hvor ejeren ikke for eksempel har sagt sit faste job op for at blive selvstændig, har lånt penge i banken til at starte driften, har investeret i nye maskiner, uden at ordrerne var der. Kort sagt satset på de rigtige tidspunkter.

En glimrende inspirationskilde

Det er ikke sådan, at man kan sætte sig ned og læse bogen, og så har man opskriften på, hvordan man bliver en succesfuld iværksætter. På den måde er der ikke tale om noget quickfix, hvis man går med en drøm om at starte egen virksomhed.

Der hvor bogen giver værdi er først og fremmest som inspirationskilde. Her har Gert Rune nemlig gjort benarbejdet for os og samlet 11 succeshistorier – virksomsejere som har gjort det ekstraordinært godt med helt forskellige udgangspunkter.

De 11 virksomheder

  • Logitrans: producerer løfteudstyr
  • Frøslev Træ: Leverandør af træ til byggebranchen
  • Scangrip: Producent af arbejdsbelysning til professionelle
  • Cane-Line: Producent af havemøbler
  • Universal Transport: Vognmand og flyttefirma
  • Flex Trim: Producent af produkter og maskiner til pudsning
  • The Army Painter: Producent af maling til brug på tinsoldater
  • Confac: Producent af betonelementer
  • Restaurant Flammen: Driver en kæde af buffetrestauranter
  • Luksusbaby.dk: Sælger tøj til babyer og børn
  • Frederiksen VVS: Autoriseret VVS-installatør

Er man selv ejer af en SMV, vil man formentlig kunne nikke genkende til rigtig mange af de op- og nedture, de 11 cases indeholder. De har selv prøvet det på egen krop; ikke at få løn de første år, at få det første salgsgennembrud, at mærke kilderen i maven, når der skal underskrives millionstore kontrakter på udvidelse af virksomheden og så videre.

Står man som nyudklækket virksomhedsejer kan man formentlig også hente noget. Her har man nemlig muligheden for at spejle sig i ejerne af andre SMV’er og forhåbentlig få en ide om, hvad det kræver at blive en succes.

Danmarks rygrad

Først og fremmest er bogen dog en hyldest. Dels selvfølgelig til ejerne af de 11 virksomheder, som alle virkelige har gjort det godt.

Men også en hyldest til SMV’erne generelt. For det er alt for sjældent, at SMV’erne løber med de store overskrifter i de landsdækkende erhvervsmedier. Der er nemlig noget om snakken, når Lars Tvede skriver, at SMV’erne er den økonomisk bærende rygrad i Danmark.

Op mod 99 procent af de danske virksomheder er SMV’er, og de beskæftiger omkring 1,2 millioner medarbejdere. Og husk: Selv Mærsk, Vestas og Novo Nordisk er startet som SMV’er.

Succes med SMV – Triumf i krisetider

Forfatter: Gert Rune i samarbejde med Dennis Drejer
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740675054
Sidetal: 244
Vejl. pris: 249,95 kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079