23948sdkhjf

Rekordunderskud hos Vestas

Allerede for to uger siden løftede Vestas sløret for foreløbige regnskabstal i det der viste sig at være et rædselsfuldt 2022.

Onsdag formiddag blev det endelige regnskab offentliggjort. Omsætningen faldt med 7 procent sammenlignet med året før, og endte dermed på 14,486 milliarder euro (107,8 milliarder kroner).

Endnu værre så det dog ud på bundlinjen, hvor sidste års overskud før skat på 224 millioner euro (1,7 milliarder kroner) blev forvandlet til et bragende underskud på 1,696 milliarder euro (12,6 milliarder kroner).

- Vestas og vindenergiindustrien var fortsat udfordret i 2022, hvor udefrakommende faktorer og industriens manglende modenhed hæmmede lønsomheden og resulterede i et utilfredsstillende resultat for året. Forretningsmiljøet var karakteriseret af uforudset geopolitisk usikkerhed, høj inflation og begrænsninger i forsyningskæden, siger koncernchef Henrik Andersen.

Selv om omsætningen faldt, bider Henrik Andersen mærke i, at det lykkedes Vestas at presse den gennemsnitlige salgspris op med 29 procent til 1,07 millioner euro (8,0 millioner kroner) per MW. Han kan derfor melde om den højeste ordreindgang nogensinde målt i kroner og øre i fjerde kvartal 2022.

I alt landede Vestas nye ordrer på 10,5 GW i onshore-forretningen i 2022, og på 5,1 GW i offshore-forretningen. Sidstnævnte er en stigning på 2,6 GW sammenlignet med året før og markerer lidt af et comeback for Vestas på offshore-markedet.

- I 2022 gjorde vi også strategiske fremskridt inden for havvindmølleforretningen, hvor Vestas blev udpeget som foretrukken leverandør til 5 GW med V236-15.0 MW-møllen, mens en teknologisk milepæl blev nået da V236-15.0 MW-prototypen producerede sine første kilowatt-timer i slutningen af december, siger Henrik Andersen.

Service-forretningen, der traditionelt har haft en meget højere indtjening end salget af vindmøller, voksede i 2022 med 27 procent, og her har man nu en ordrebog på 30,4 milliarder euro. I alt omsatte service-divisionen for 3,155 milliarder euro (23,5 milliarder kroner), og havde en ebit-margin på 21,4. Til sammenligning omsatte power solutions-divisionen, der står for salget af vindmøller, for 10,398 milliarder euro (77,4 milliarder kroner) og havde en ebit-margin på -13,3.

Når bundlinjen alligevel bliver ildrød skyldes det at Vestas har haft milliardstore udgifter til produktnedskrivninger og øgede garantihensættelser – det meldte man allerede ud i januar.

Koncernens samlede ebit-margin endte derfor på -8 procent. Det forventer Henrik Andersen dog at kunne forbedre markant i 2023. Her kalkulerer Vestas nemlig med en omsætning på 14,0-15,5 milliarder kroner (104-115 milliarder kroner) og en ebit-margin før særlige poster på -2 til 3 procent.

- Alle hos Vestas er derfor fuldt fokuserede på at genvinde profitabiliteten i 2023 og understrege, at vi er på rette strategiske kurs. For at etablere en bæredygtig, skalerbar og profitabel vindenergiindustri kræver det, at vi fortsætter med at styrke industriens modenhed og kommercielle disciplin, siger Henrik Andersen.

Vestas Wind Systems A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta Mio. euro Mio. euro
Nettoomsætning 14.486 15.587
Bruttofortjeneste 118 1.556
Resultat af primær drift (ebit) -1.596 289
Resultat før skat -1.696 224
Årets resultat -1.572 143
Balancestatus 20.090 19.648
Egenkapital 3.060 4.697
Antal ansatte 28.779 29.164
Kilde: Vestas

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109