23948sdkhjf

Industriteknikeren William: ”Det er megafedt at se sine produkter blive brugt ude i virkeligheden"

20-årige William Kortbæk Saaby er vild med at se, hvordan de produkter, han laver, bliver brugt i virkeligheden.

På Semtek Maskinfabrik står William ofte ved en femakset CNC-fræser. Og det er højest sandsynlig også den, som har banet vejen for, at han har kvalificeret sig til de kommende Skills-mesterskaber.

Hvad går dit fag ud på?

- Jeg er industritekniker, og det går i korte træk ud på at programmere en maskine, der bearbejder et materiale. Lidt forsimplet kan man sige, at jeg indstiller maskinen til, hvor mange omdrejninger værktøjet skal køre med, og hvor hurtigt den skal køre i materialet.

- Vi arbejder i forskellige metaller, deriblandt aluminium, stål og messing. Vi laver især produkter til bilindustrien og medicinalindustrien, og det er ikke altid, vi ved præcis, hvad det endelige produkt skal bruges til. Vi skal ramme nogle meget stramme pasninger, hvilket vil sige, at vi arbejder med meget høj nøjagtighed.

Hvorfor valgte du lige den vej?

- På grundforløb 1 prøvede jeg kræfter med flere fag, blandt andet mekaniker og smed, men efter de sidste uger på industritekniker, var det det, jeg faldt for. Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne vil læse videre til ingeniør eller maskinmester, og derfor valgte jeg EUX. Det er jeg meget tilfreds med, for jeg er sikker på, at den faglige baggrund sammen med studenterhuen vil komme mig til gode og gøre mig mere attraktiv til et job i fremtiden.

Hvad er det bedste ved dit fag?

- For et års tid siden var jeg med til at lave nogle hængsler til et firma i Midtjylland. De bruger hængslerne til klapborde i tog. Senere hen så jeg, hvordan hængslerne var sat ind i toget. Det var virkelig fedt at se, hvordan noget, jeg havde lavet, virkede ude i virkeligheden. Det løftede forståelsen for det, jeg går og laver til daglig. Man ved ikke altid, hvad emnet skal bruges til, men her var det meget tydeligt.

Hvordan er du blevet så god?

- En stor del skyldes min læreplads, hvor jeg har fået lov til at stå ved nogle nye maskiner. Mester gav mig hurtigt lov til at stå ved den største og dyreste maskine, en femakset CNC-fræser, som har givet mig nogle lange og hårde dage, fordi der er lidt flere ting at forholde sig til. En maskine med fem akser kan selv rotere, det råmateriale man bearbejder, i stedet for at man skal have det ud, spænde det fast og måle op igen. Jeg har følt et stort ansvar, når jeg stod ved den maskine, og det har presset mig på den gode måde og gjort mig dygtigere.

Hvordan forbereder du dig?

- Virksomheden DMG Mori, der låner maskiner ud til Skills-konkurrencen, havde arrangeret en bootcamp, hvor vi kom ud på Herningsholm Erhvervsskole for at lære styresystemerne at kende. Det var rigtig dejligt at komme i gang med, fordi jeg ikke kendte til styresystemet på de maskiner. Til daglig er jeg vant til at arbejde med fræsning af råmateriale, og derfor vil jeg øve mig mere på at bruge drejebænken, hvor det er materialet, der snurrer rundt i maskinen.

Hvad siger din familie og venner til, at du skal med til Skills?

- Der er stor opbakning. De har alle været positivt overraskede, og de synes, det er en god mulighed for at vise, hvad jeg kan – og ikke kan. Min mester har talt om, at de vil lave en udflugt, så de kan se mig til DM i Skills. Jo tættere vi kommer på, jo mere sved på panden kommer der, når jeg tænker på at skulle være med til Skills.

Hvad kan publikum forvente?

- Publikum kan glæde sig til at se processen i vores arbejde på tæt hold. Der er mange, der ikke ved, hvad en industritekniker laver, men ved at besøge vores stand, får de forhåbentlig en bedre forståelse for, hvordan vi arbejder med materialet.

Hvad kunne du tænke dig at lave i fremtiden?

- Jeg ved det virkelig ikke lige nu. Jeg er glad for EUX, men jeg ved ikke, hvordan jeg vil bruge den endnu. Jeg har et godt øje til maskinmesteruddannelsen, men jeg vil også gerne have lastbilkørekort. Min far er vognmand, så jeg vil gerne kunne hjælpe ham. Og hvem ved, måske falder jeg for det. Men for tiden er det maskinmester, jeg har mest kig på.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25