23948sdkhjf

Rekordregnskab: AVK lander halv milliard på bundlinjen

Med koncernens hidtil bedste årsresultat kan AVK-koncernen efter regnskabsåret 2021/2022 se tilbage på en 50 procent vækst over de seneste fire år og en fortsat fremgang i resultatet.

Omsætningen steg i 2021/2022 med godt 18 procent til 7,6 milliarder kroner, driftsresultatet med 8 procent til 736 millioner kroner, og resultatet efter skat med 9,6 procent til 511 millioner kroner.

- Det er positivt, at væksten sker på tværs af vores tre forretningsområder AVK Water, AVK Industrial og AVK Advanced Manufacturing. Tilsvarende er det værd at bemærke, at vi kan konstatere vækst på stort set alle vores markeder. De modne markeder i Europa og USA har været præget af høj aktivitet, mens mange emerging markets har igangsat projekter efter Covid-19-pandemien, siger CEO og ejer Niels Aage Kjær i en kommentar til regnskabet.

Han peger på en række faktorer bag koncernens gunstige udvikling:

- Gennem mere end 50 år har høj kvalitet været et ufravigeligt krav til vores produkter, og på mange markeder ser vi stadig tydelige tendenser til, at kvalitet bliver en afgørende konkurrenceparameter. Regnskabsresultatet præges også positivt af, at der på tværs af markederne er voksende politisk bevågenhed om betydningen af tidssvarende drikkevandsforsyning og spildevandshåndtering, siger Niels Aage Kjær.

Organisationen gearet til at håndtere globale udfordringer

Samtidig peger han på, at AVK med en global organisation har været godt gearet til at håndtere både Covid-19, men også de efterfølgende flaskehalse i forsyningskæden og international transport, store stigninger i råvare- og fragtpriser og senest stigende energipriser.

- På trods af den globale forsyningskrise har vores dynamiske og effektive supply chain generelt sikret, at vi har været leveringsdygtige overfor vores kunder, og på flere markeder har det givet os en kontant konkurrencefordel, som er vekslet til omsætning og større markedsandele. Dog har de betydelige prisstigninger i året påvirket indtjeningsmarginalen i koncernen negativt, tilføjer Niels Aage Kjær.

I 2022/2023 forventer AVK fortsat vækst,

men ikke på samme niveau som i det netop overståede regnskabsår.

- AVK vil mærke den forventede nedgang i verdensøkonomien i det kommende år, men behovet for forbedring af vandforsyning og spildevandshåndtering i både i- og ulande vil medføre en fortsat stor efterspørgsel efter koncernens produkter. For eksempel vil EU’s drikkevandsdirektiv, der blev lanceret i 2020, sætte en maksimal grænse for EU-landenes vandspild, og det vil understøtte behovet for forøgede investeringer i renovering og forbedring af vandforsyningen, siger finansdirektør Lars Kudsk.

I en række udviklingslande deltager AVK aktivt i programmer med fokus på forbedring af vandforsyning samt reduktion af energiforbrug og CO2 udledning. AVK er blandt andet med i det danske-indiske Green Strategic Partnership.

AVK
Regnskabsår 2021/2022 2020/2021
Valuta Mio. kroner Mio. kroner
Nettoomsætning 7.585,1 6.417,0
Driftsresultat 735,6 681,2
Årets resultat 511,4 466,7
Overskudsgrad (primær drift) 9,7 % 10,6 %
Egenkapitalandel (soliditet) 48,0 % 50,1 %
Antal ansatte 4.886 4.575
Kilde: AVK

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094