Hvordan forløber de 60 kilometer lange underjordiske gange i Mønsted Kalkmine egentlig? Det har Mønsted Kalkmine forsøgt at kortlægge i samarbejde med "hunderobotten" Spot og robotspecialist Jonas Bæch fra Teknologisk Institut.
Robotten har vandret igennem gangene i minen og ved hjælp af laser kortlagt de vidtforgrenede gange.
Målet var at afprøve, hvordan robotten ville klare sig i et mørkt kuperet terræn med et udfordrende underlag.
- De underjordiske gange i Mønsted Kalkgruber udgør en spændende mulighed for at teste algoritmer, sensorer og robotteknologi af i vanskeligt terræn, siger Jonas Bæch.
Testen gik tilfredsstillende.
- Robotten bestod testen, og vores sensoralgoritmer og opmålingsøvelse fungerede også som håbet, fortæller Jonas Bæch.
- Nu findes der ikke mange miner og andre brugsscenarier under jordoverfladen lige i Danmark, men vores test viser, at robotteknologien er nået til et udviklingsstadie, som gør, at man i høj grad godt kan tænke i anvendelsesmuligheder uden for fabriksgulvet, siger han.
Bedre overblik
Robottens opmålinger skal bruges til at få et bedre overblik over gangene.
- Opmålingerne fra robotten kan vi bruge til at blive klogere og bedre vejlede vores gæster om de faktiske forhold i grotterne. Meget af det materiale, vi har i dag, er baseret på skøn og cirka-beregninger, siger Tina de Linde, der er direktør for Mønsted Kalkgruber.
- Herudover tænker vi også, at det vil kunne hæve sikkerhedsniveauet yderligere, hvis vi med opmålingerne endnu mere præcist kan korrelere den overjordiske placering af forskellige underjordiske punkter, siger hun.
Kortlægger i tre dimensioner
Teknologisk Institut har testet som Spot i mange forskellige scenarier, for eksempel som indsatshund i beredskabet, førerhund for blinde, en hjælpende hånd på byggepladsen og hegninspektør i lufthavnen.
Baseret på erfaringerne indtil nu er et af de brugsscenarier, hvor Jonas Bæch ser størst potentiale for de terrængående robotter, i rollen som kortlægger i tre dimensioner.
- Der er særligt interessante perspektiver i at kunne automatisere gentagende registreringsopgaver, eksempelvis i byggebranchen, hvor der er meget at vinde, hvis man opdager fejl tidligt i processen, siger robotspecialisten.
Medarbejdere på store byggepladser bruger nemlig i omegnen af 250 timer om måneden på manuelt at registrere bygninger med laserscanning og fotografering for at dokumentere byggeriet kvalitet og fremdrift. En opgave en robot med fordel kunne overtage.