23948sdkhjf

Vestas tæt på gigantisk flydende vindmølleordre

Vestas er blevet valgt som foretrukken leverandør til det 1,3 GW store MunmuBaram-projekt i Sydkorea.

Vindmølleparken, der skal opføres af et konsortium bestående af Shell og svenske Hexicon, skal bestå af 84 styk V236-15.0 MW-vindmøller, som skal installeres på flydende fundamenter ud for Sydkoreas sydøstlige kyst.

Vindmølleparken kommer til at brede sig over et areal på 240 kvadratkilometer, og møllerne skal installeres på vanddybder mellem 120 og 150 meter.

Flydende vindmølleparker spås en stor fremtid i blandt andet Sydøstasien, hvor havdybderne ved kysterne generelt ikke er så velegnede til installation på faste fundamenter, ligesom jævnlige jordskælv og tyfoner heller ikke taler for konventionelle fundamenter.

- Vi er begejstrede for at engagere os i dette innovative projekt, der er spydspids for den globale offshore vindindustri, og understreger vores  ambition om at lave partnerskaber med kunder og leverandører for at gøre flydende offshore vindenergi profitabelt, skalerbart og muligt at servicere, siger Purvin Patel, president for Vestas Asia Pacific.

Projektet i Sydkorea mangler dog endnu at materialisere sig til en fast ordre for Vestas.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.209