23948sdkhjf

HydraSpecma i stort opkøb: Vil styrke sig inden for vindindustrien

Den internationale hydraulikvirksomhed HydraSpecma, med hovedkontor i Skjern, har købt Ymer Technologys vinddivision.

Ymer Technologys vinddivision har hovedsæde i Silkeborg, og HydraSpecma ser et stort potentiale i vindindustrien i de kommende år. Forventningen er, at de to selskaber vil komplementere hinanden på en række områder. HydraSpecma er specialiseret i smørings- og filtreringssystemer samt pitch-hydraulik, mens Ymer Technology har køling og konditionering af vindmøllers naceller som det primære forretningsområde.

HydraSpecma har samarbejdet med førende virksomheder i vindindustrien i mere end 40 år og oplever stigende efterspørgsel indenfor vindmøllesegmentet. Opkøbet af Ymer Technologys vinddivison skal ses i lyset af HydraSpecmas strategiske mål om at styrke sin position indenfor den voksende industri.

- HydraSpecma og Ymer Technology ligner hinanden på flere områder. Vi udmærker os begge indenfor service excellence og har et fleksibelt og globalt produktionsapparat, som gør os til en stærk samarbejdspartner. Sammen er vi klar til at sikre vores kunder de bedste totalløsninger hele vejen fra prototypeudvikling til serieproduktion, og vi er overbeviste om, at vi på grund af opkøbet bliver endnu stærkere på dette område i fremtiden, siger Morten Kjær, der er administrerende direktør i HydraSpecma.

Målet om at opnå en endnu stærkere position på markedet har også spillet en stor rolle for Ymer Technology, forklarer Jørgen Krogh, som er vice president i virksomheden. Ymer Technology har i løbet af få år opbygget en solid kundekreds på grund af virksomhedens ekspertise indenfor især kølesystemer til vindmøller.

- Gennem et tæt samarbejde med kunderne har vi taget nogle meget store udviklingsskridt. Vi er gået fra at være komponentleverandør til co-developer af systemer til nogle af de største OEM-kunder. Tiden er nu moden til at tage det næste store skridt. Der blæser nye vinde indenfor vindindustrien, og for at stå endnu stærkere i den forandringsproces ser jeg HydraSpecma og Ymer Technology som det perfekte match, siger Jørgen Krogh.

En stærkere samlet partner til vindindustrien

Købsaftalen skal også ses i lyset af, at markedet har oplevet et stigende behov for konsolidering.

- Der er ingen tvivl om, at størrelse betyder noget som leverandør til vindindustrien. Vores indkøbsvolumen og produktionskapacitet bliver større, og vi vil stå endnu stærkere, fordi vi får styrke og kapacitet til at påtage os flere opgaver fra den samlede kundekreds og kan levere komplette løsninger, pointerer Morten Kjær, som tilføjer, at handlen øger HydraSpecmas omsætning med cirka 575 millioner kroner.

HydraSpecma bliver det fortsættende selskab og vil fortsat have hovedsæde i Danmark. HydraSpecma Group og Ymer Technologys vinddivision beskæftiger henholdsvis 1.300 og 180 medarbejdere og har produktionsfaciliteter i Asien, Europa samt Nord- og Sydamerika.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062