23948sdkhjf

Skive-virksomhed fokuserer på intern logistik til autobranchen

Skive Smede- & Maskinteknik vil fremover fokusere mere på den danske autobranche, når det gælder virksomhedens specialkonstruerede varehejs.
Arbejdstilsynets lovkrav om gentagne tunge løft i danske virksomheder giver muligheder for Skive-virksomhedens varehejs. Flere bilforhandlere bruger allerede konstruktionen, der hurtigt kan transportere reservedele og hjulsæt op og ned mellem etagerne. Erik Jakobsen, direktør i Skive Smede- & Maskinteknik, siger:

- Alle er opmærksomme på kravene. Vi har, som alle andre, selv besøg af Arbejdstilsynet, og det at der bliver uddelt smileys er i hvert fald med til at holde os på tæerne. Reglerne skal overholdes af hensyn til de ansattes ve og vel. At vi så samtidig har fået et nyt forretningsområde i autobranchen, er jo kun positivt, siger Erik Jakobsen.

Kan rumme en europalle
Virksomhedens varehejs er en specialkonstrueret elevator til transport af mindre gods. Maksimum vægten, der kan transporteres, er 299 kilo, og konstruktionen er udført således, at der lige præcis kan placeres en europapalle i elevatoren. Erik Jakobsen fortsætter:

- Størrelsen er tænkt nøje igennem, da mange varer bliver leveret på paller. Man kan lige præcis køre en palleløfter ind og sætte pallen af, og trykke op eller ned på knappen på varehejset. Det er i høj grad en vedligeholdelsesfri løsning. Der er selvfølgelig det årlige lovpligtige serviceeftersyn, men vi får ikke tilbagemeldinger om driftsstop eller andre problemer i løbet af året, udtaler Erik Jakobsen.

Stor hjælp i det daglige
En af de forhandlere der har varehejset installeret er Autohuset Vestergaards afdelinger i Vejle og Kolding. Da der blev opført nye bilhuse i de to byer, havde arkitektfirmaet tegnet en intern logistikløsning ind i planen. Specifikt i Vejle dækker varehejset tre etager. I kælderen opbevares hjulsæt, i stuen er der værksted og på første sal reservedelslager.

- Varehejset er en stor hjælp i det daglige. Det letter arbejdsgangen markant for vores medarbejdere. Alle véd, at dæk er svære at håndtere, og at skulle transportere dem op og ned ad trappen holder ingen steder. Derfor var arkitekterne også opmærksomme på problematikken. Vi har eksempelvis 800 sæt kundehjul fast opbevaret, og når der her i efteråret skal skiftes til vinterhjul, er varehejset en uundværlig del af dagligdagen, udtaler Allan Kjelstrup, reservedelschef hos Autohuset Vestergaard i Vejle.

Hos virksomheden i Skive ser man muligheder i, at servicere autobranchen, og man vil fremover forsøge at gøre flere forhandlere og værksteder opmærksomme på fordelene.

- Medarbejderne er det største aktiv i stort set alle virksomheder, og det er deres fysik, der er på spil. Vi har konstureret en driftssikker løsning, som er fleksibel med hensyn til installering, og så kan den integreres på en pæn måde i langt de fleste eksisterende bygninger. Vi har efterhånden nogle fornuftige referencer i branchen, så vi ser positivt på mulighederne fremover, slutter Erik Jakobsen.

Fakta
Skive Smede- & Maskinteknik A/S har eksisteret siden 2002 og har blandt andet specialiseret sig i virksomhedsflytninger og konstruktion af varehejs og specialmaskiner.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.14