23948sdkhjf

Vinderen af Dansk Stålpris 2022 kåret

Sekretariatschef Jørn Nielsen fra Dansk Stålinstitut, overrakte i sidste uge ”Årets Stålpris 2022” til Realdania By & Byg for det 1.500 kvadratmeter store Isfjordscenter i den grønlandske by Ilulissat.

Centret er tegnet af Arkitekt Dorte Mandrup, og holdet har desuden bestået af landskabsarkitekt Kristine Jensen, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, entreprenørfirmaet KJ Greenland og stålentreprenøren Give Steel.

Valget af Isfjordscentret som vinder vækker naturligt nok glæde hos bygherren Realdania By & Byg:

- Med vores byggerier i Realdania By & Byg vil vi gerne vise nye veje. Det er i høj grad lykkedes med Isfjordscentret og en stålløsning, der er godt designet og flot udført. Stålkonstruktionens vredne geometri med dobbeltkrumme flader er på alle måder ekstraordinær. Det er arkitektur og ingeniørkunst i bedste forening, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Frants Frandsen, som har stået i spidsen for opførelsen af Isfjordscentret, i en pressemeddelelse.

- Isfjordscentret er bygget under arktiske forhold, hvilket i sig selv er en stor udfordring i udførelsen på stedet. Det satte naturligt store krav til opfyldelse af tolerancer i stålentreprenørens tilvirkning af konstruktionens delelementer med mange forudgående beregninger og tests, så alt kom til at passe sammen omtrent på millimeter. Det er lykkedes i kraft af et godt holdarbejde mellem ingeniøren, stålentreprenøren, arkitekten, hovedentreprenøren og bygherren, siger Frants Frandsen.

Stål blev anvendt i konstruktionen af flere årsager. Det viste sig i projekteringen, at bærende konstruktioner udført i træ blev alt for voldsomme i dimensionerne. Anvendelsen af stål i stedet for træ har sikret den lethed og elegance i arkitekturen, som var udtrykt i konkurrenceprojektet. Stålet har også en større holdbarhed og længere levetid end limtræ, som var alternativet i de bærende konstruktioner. I et arktisk klima bliver limtræets - og dermed konstruktionens - bæreevne gradvist svækket. Derfor er der anvendt stål, som sikrer mindre vedligehold og udskiftning af bygningsdele. Op mod 80 procent af det anvendte stål er genbrugsstål og kan genanvendes i fremtiden.

Form som en sneugle

Bygningen har form som en stor og smuk sneugle, som fra vingespids til vingespids måler 95 meter.

På gigantiske stålsøjler, nedstøbt i klipperne, svæver den store bygning frit over fjeldet, mens 53 individuelt udformede stålrammer, hver især med en vægt omkring 8.000 kilo, tegner den svungne vingeform. Herpå er monteret tag og facader med tonstunge panoramavinduer, som i dag giver de besøgende en imponerende udsigt ud over det omgivende landskab og Isfjorden, og på den måde udgør en væsentlig del af formidlingscentrets fortælling om områdets natur- og kulturhistorie med særligt fokus på klimaforandringer.

Isjordscenteret blev opført i et partnerskab mellem Realdania, Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia og med Realdania By & Byg som bygherre. I sommeren 2021, da centeret stod færdigt, blev ejerskabet overdraget som en foræring til Grønlands Selvstyre.

Isfjordscentret

  • Det samlede budget for projektet er cirka 152 millioner kroner
  • Foreningen Realdania har bidraget med 108 millioner kroner
  • Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia har bidraget med tilsammen 23 millioner kroner
  • Realdania By & Byg har været bygherre.
  • Centrets udstilling “Fortællingen om is” og læringsplatform er blevet til med finansiering fra Nordea-fonden (16,4 millioner kroner), Augustinus Fonden (3,8 millioner kroner), Bloomberg Philanthropies (750.000 kroner) og OAK Foundation (350.000 kroner)
  • Driften af Isfjordscentret er forankret i Greenland Visitor Center, en selvejende institution under Grønlands Selvstyre
  • Centret er på 1.500 kvadratmeter, heraf er 900 kvadratmeter opvarmet, og cirka. 400 kvadratmeter er udstillingsområde
  • Det forventes, at 25.-27.000 gæster årligt vil besøge centret

Kilde: Realdania

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078