23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Metal Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Disa Industries får CO-industris Samarbejdspris 2022

Disa Industries A/S i Taastrup har i dag modtaget CO-industris Samarbejdspris for at være Danmarks bedste ”samarbejdsplads” 2022. 

Ifølge en pressemeddelelse får ledelse og medarbejdere prisen, fordi tillid og samarbejde er en kerneværdi i virksomheden. Der er fokus på, at den enkelte medarbejder trives, medarbejderne bliver inddraget i den grønne omstilling, og virksomheden tager ansvar for fremtidens industriproduktion ved at gøre det attraktivt at være lærling hos den.

Prisen er CO-industris hyldest til virksomheder i industrien, der har et godt og velfungerende samarbejde mellem ledelse og medarbejdere til gavn for trivslen og produktiviteten.

- Disa Industries er et skoleeksempel på, hvordan det kan gøres. Ved at inddrage medarbejderne og give dem ansvar, har Disa skabt en arbejdsplads, hvor medarbejderne har interesse i at bidrage til virksomhedens vækst, udtaler Mads Andersen, formand for 3F Industri og næstformand i CO-industri i pressemeddelelsen.

Hos virksomheden er ledelse og medarbejdere ifølge pressemeddelelsen optaget af at skabe en succesfuld virksomhed i fællesskab. Virksomheden har fokus på den grønne omstilling og bæredygtighed og inddrager medarbejderne både gennem samarbejdsudvalget og i det daglige.

Bæredygtighedsambassadører

Disa har blandt andet bæredygtighedsambassadører, som indsamler gode ideer til en mere grøn virksomhed og bringer dem videre i systemet. 

- Den danske model er dybt forankret i den måde, som vi gør tingene på hos Disa. Jeg er glad for, at vores gode samarbejde nu bliver anerkendt med CO-industris Samarbejdspris. Jeg vil også gerne takke Metal Hovedstaden, 3F Høje-Taastrup, HK Hovedstaden og Teknisk Landsforbund for det gode samarbejde og støtte i vores arbejde, udtaler Ansgar Wassmann, fællestillidsrepræsentant hos Disa Industries i pressemeddelelsen.

Direktør Ulla Tønnesen er særligt glad for, at virksomhedens holdning til at uddanne lærlinge og elever er blandt de kriterier, som afgjorde, at Disa får prisen.

- Lærlinge og elever er en del af DNA’et hos Disa. De er vigtige for vores virksomhed, fordi de er vores fremtid. Hvis vi fortsat skal have industriproduktion i et land som Danmark, så er vi nødt til at uddanne de unge inden for industrien. Vi er glade for, at mange lærlinge bliver efter endt læretid, lyder det fra direktøren i pressemeddelelsen.

Tillidsrepræsentanter nominerer

Det er udelukkende tillidsrepræsentanter på industriens arbejdspladser, der kan nominere deres arbejdsplads til prisen.

Med CO-industris Samarbejdspris følger en skulptur af kunstneren Stiig Kalsing. Skulpturen symboliserer den balance, der bør være i samarbejdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Tillidsrepræsentanterne får desuden 5.000 kroner til at fejre prisen med kolleger, som er medlem af et CO-industri-forbund.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.136