23948sdkhjf

Vragede det sikre job

John Møller fra Mariager sagde den sikre stilling hos Lemvigh-Müller op for at prøve kræfter med livet som selvstændig – en beslutning han langt fra har fortrudt.
1. januar i år gik det løs. John Møller slap sikkerhedslinen, og med etableringen af sit enmandsfirma J.M. Maskiner, hvor fra han sælger og servicerer pladebearbejdningsmaskiner, kastede han sig ud i livet som selvstændig.

- Jeg sagde jo et godt lønnet job op hos Lemvigh-Müller for at starte selv, og det er faktisk gået nogenlunde fornuftigt, siger John Møller med typisk nordjysk beskedenhed. For trods krisetider er det lykkedes den nordjyske maskinforhandler at komme igennem de første otte måneder uden røde tal på bundlinjen. Og spørger man mere ind til nordjydens oprindelig forventninger til livet som selvstændigt erhvervsdrivende, er det da også gået betydeligt bedre, end han havde forventet.

- Jeg har ikke siddet stille overhovedet. Det er ikke sikkert, at jeg alle dagene er helt booket op, men når jeg så har været ude ved en kunde, så laver jeg lidt opsøgende salgsarbejde på vej hjem, for det tror jeg faktisk er måden at gøre det på – man skal være lidt udfarende, lyder det fra John Møller.

Mere end 25 års erfaring
John Møller har siden 1985 arbejdet i metalindustrien, og det er det uvurderlige kendskab til maskiner, som han her har oparbejdet igennem mere end 25 år, han ser som grundstenen i den nystartede virksomhed.

- Jeg ved, hvad jeg har med at gøre, fordi jeg har stået og skruet i maskiner i så mange år og prøvet at have beskidte hænder. Så derfor mener jeg, jeg kan give kunderne en bedre service, end mange andre kan, forklarer nordjyden, der udover kendskabet til de enkelte maskiner også gennem sit tidligere job har fået et godt overblik over de forskellige produkter på markedet.

- Jeg har set en del maskiner, der er produceret uden for EU, hvor det kniber med at leve op til maskindirektivet. Derfor vil jeg kun forhandle maskiner fra leverandører indenfor EU, fortæller han og tilføjer:

- Det er ofte også lettere at få reservedele indenfor EU, når noget i maskinerne går i stykker – og det gør det jo altid før eller siden på alle maskiner.

Vokseværk hos J.M. Maskiner
Selvom J.M. Maskiner endnu ikke har fejret sin første fødselsdag, har John Møller allerede ambitioner om at udvide forretningen.

- Sådan som tiderne er nu, går det med at vokse måske ikke så hurtigt, men så snart tiden er til det, vil jeg gerne have en mand mere, der så kan dække den sydlige del af landet, siger John Møller og forklarer, at han har kunder i hele landet, og at en ekstra mand blandt andet vil betyde mindre tid på landevejene for ham selv.

Og det er ikke kun antalsmæssigt, John Møller har planer om at udvide J.M. Maskiner.

- Når økonomien bliver til det, vil jeg gerne leje nogle lagerhaller et sted, så jeg kan have udstillingsmaskiner til at stå, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078