23948sdkhjf

Dansk milliardlån til køb af Vestas- og Siemens Gamesa-møller

Den italienske energi-gigant Enel S.p.A. har netop underskrevet en aftale om EKF´s næststørste eksportlån nogensinde.

Eksportlånet på 5,8 milliarder kroner er en øremærket kreditfacilitet, som Enel er forpligtet til at bruge til at købe danske energiløsninger, herunder blandt andet vindmøller fra Vestas og Siemens Gamesa, og det er samtidig kulminationen på et samarbejde mellem Enel og EKF Danmarks Eksportkredit, der begyndte allerede i 2013.

Lånet betyder dermed eksportordrer til danske vindmøllevirksomheder. Ordrer, der ikke nødvendigvis var havnet i Danmark, hvis ikke EKF havde stået for finansieringen.

- Vi er glade, hver gang vi kan yde lån, der kommer danske eksportører til gode, siger Peter Boeskov, CCO hos EKF, i en pressemeddelelse.

Andetstørste lån

Lånet er det andetstørste lån i EKF´s historie, og dermed kun overgået af et lån til spanske Iberdrola før sommerferien. Generelt oplever EKF en stigende interesse for medfinansiering af energigiganternes investeringer i de kommende år.

- Vi har et stykke tid arbejdet på at udvide vores samarbejde med Enel, og det her var en perfekt mulighed. Vi er glade for at have lukket denne aftale, som finansierer en stor portefølje af vindmølleprojekter med en samlet produktionskapacitet på mere end 1,5 GW. Lånet giver Enel den fleksibilitet, der kræves for at implementere vindenergi i stor skala, og der er vi glade for at spille en rolle. Ydermere er i dag en milepæl for EKF, idet transaktionen repræsenterer vores første ”sustainability-linked” lån. Vi sætter stor pris på forholdet til Enel og det faktum, at de bruger danske eksportører til at opfylde deres grønne mission, siger Peter Boeskov.

- Dette lån udgør den seneste milepæl på Enels rejse mod at være nyskabende inden for bæredygtig finansiering, især i det internationale finansdomæne. Lånet giver os større fleksibilitet, hvilket igen giver Enel mulighed for at tackle klimaforandringer og understøtte uafhængigheden af energi i de lande, hvor vi opererer, siger Enels CFO, Alberto De Paoli.

Danske vindmøller

Lånet får stor betydning for blandt andet Vestas og Siemens Gamesa, der har samarbejdet med EKF i mere end 20 år.

Lånet til Enel vil blive anvendt på en lang række af virksomhedens projekter, blandt andet i Syd–, Mellem- og Nordamerika, Australien og Italien, og der kan tilføjes projekter undervejs.

EKF yder eksportlånet til Enel med Citi Bank som samarbejdspartner og agent på lånet. Faciliteten er delt i to med en række projekter i hver del. De første projekter bliver finansieret umiddelbart efter financial close, mens resten af projekterne forventes finansieret inden for et år fra financial close.

Fortsat grøn finansiering

Både Siemens Gamesa og Vestas er glade for EKF’s fortsatte finansiering af grønne projekter.

- Aftaler som denne er vigtigere end nogensinde for at styrke europæiske vindenergiproducenter, der leverer kritisk infrastruktur, og som hjælper med at gøre verden mindre energiafhængig. Med mere end 20 års tæt samarbejde fortsætter vi hos Siemens Gamesa med at levere den globale grønne energiomstilling sammen med EKF, siger Tim Dawidowsky, Siemens Gamesas COO og chief sustainability officer.

- Et stærkt partnerskab som dette med vores mangeårige partnere Enel og EKF vil muliggøre fleksible, finansielle løsninger, der kan hjælpe med at frigøre vindenergiens fulde potentiale og yderligere accelerere den globale energiomstilling, siger Javier Rodriguez Diez, CSO i Vestas.

Enel er en af verdens største, private operatører af vedvarende energi med mere end 54 GW installeret kapacitet og en samlet kapacitet på 91 GW. Ud af den samlede kapacitet står vind for 17 procent.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.28