23948sdkhjf

Mazak og KJV inviterer til Spåntagningsdage

KJV og Mazak Danmark genopliver Spåntagningsdage. Det sker i dagene 5. til 7. oktober, hvor du kan opleve de nyeste teknologier inden for værktøjsmaskiner, skærende værktøjer, opspænding og forudstilling.

Fokus er på at give gæsterne inspiration til optimering hele vejen rundt i deres egen produktion med ny teknologi inden for maskiner, værktøjer, automation og bearbejdninger. Desuden får deltagerne et kig ind i fremtiden i fire indlæg om henholdsvis Mazak Iconnect, Mazatrol SmoothAI, forindstilling og opmåling med Zoller.

Hos KJV er der denne gang fokus på at præsentere den store bredde i virksomhedens program i alt fra skærende værktøjer og opspænding til måleudstyr, forindstilling og datastyring.

Seneste arrangement trak et rekordstort antal besøgende: Næsten 500 besøgende fra mere end 140 virksomheder deltog. I år sigtes efter et deltagerantal af samme størrelsesorden.

Mazak viser rekordmange maskiner frem

Mazak stiller i år med otte CNC-maskiner. Her præsenterer Mazak både drejebænke, vertikale -, multi-tasking- og 5-aksede maskiner.

I udstillingen vil du kunne opleve hele fire maskiner fra de 5-askede maskinserier: Den kompakte CV5-500, den alsidige Variaxis i-700, den kraftfulde VTC-800/30SR og sidst men ikke mindst, den alsidige Variaxis C-600.

Fra drejecentrene vil Mazak præsentere maskiner fra to serier: QT-200MSY og Quick Turn 250MSY. Fra multitasking-maskinerne fremviser Mazak den komplette fusion mellem et CNC-drejecenter og et maskincenter - Integrex i-100H ST. Yderligere vil man kunne opleve fra den vertikale-maskinverden, det højeste niveau af produktivitet i form af VCN-530C.

I udstillingen vil man også kunne opleve de forskellige Mazatrol styringer og få mulighed for at prøve dem op imod hinanden. Herunder Mazatrol SmoothAi, X, G og den helt ny SmoothEz- styring.

Værktøjsnyheder

På Spåntagningsdagene viser KJV et bredt udvalg af Iscars forskellige værktøjsløsninger.

Man kan for eksempel opleve Iscars LogiqFGrip stiksystem med det store firkantede blad, som stikker op til Ø160 mm med blot en 3 mm platte. Bladet kombineres nu med en ”krone”, som sikrer, at kølingen kommer helt ud på skæret via to køledyser. Blad og krone monteres med kun én skrue.

Også Y-akse-stik er nu en del af LogiqFGrip-systemet.

Med Iscars Logiq3Cham-serie kan man opleve korthulsboring med tre skær, som går 50 procent stærkere sammenlignet med almindelige to-skærs bor. Logiq3Cham leveres fra 12-25 mm i længderne 1,5xD til 8xD.

HighFeed-fræsning vil også komme i fokus på Spåntagningsdagene. Logiq4Feed er Iscars sidste nye skud på stammen af High-Feed-fræsehoveder. Den unikke plattefacon gør spånafgangen uproblematisk, uanset om man vælger platter i størrelse 4 eller 8 mm.

Mill4Feed High-feed hovedet er KJV’s mest solgte værktøj. Det leveres både som endefræser og som fræsehoved. Platterne fås i 9 og 12 mm.

Inden for drejning vil man kigge på Iscars Logiq4Turn. Platten er helt unik, idet spånbryderen er positiv, som man kender den fra ”positive platter”. Du får hele fire skærehjørner på en platte.

Er man automat-bruger, så har Iscar et komplet værktøjssystem til både drejning, stik, gevind og ikke mindst Y-akse-bearbejdning. Systemet bygger på en grundholder og dertilhørende platteholdere til forskellige opgaver. Skift foregår med blot én skrue og med en gentagelsesnøjagtighed på +/- 0,0 2 mm.

Bearbejdninger

På dagene bliver der taget rigtig mange spåner ved en række live-bearbejdninger. Gæsterne kan blandt andet opleve live-demonstrationer på CV5-500, Quick Turn 250MSY og VTC-800/30SR.

Her vil Mazak og KJV demonstrere et udsnit af avancerede fræse-, bore- og drejeteknikker. Det hele bliver vist live på gigantisk storskærm.

Automation

Mazak vil i samarbejde med QRS fremvise automationsløsninger – blandt andet vil CV5-500 være bestykket med et QRS-robotanlæg (Kuka).

KJV demonstrerer en opgraderet version af Matrix-lagerstyringssystemet, der sikrer, at brugerne altid har de rigtige varer på lager. Desuden vises nyt inden for Lang Techniks omfattende program i skruetikke og nulpunktsplader.

Inden for forindstilling og opmåling er der mulighed for at høre om Zollers modeller, og så demonstreres den nye mulighed for at overføre data ved hjælp af QR-koder.

Mød fremtiden i to indlæg

Mazak vil til Spåntagningsdagene præsentere, for første gang i Danmark, Mazak Iconnect. Mazak Iconnect er en helt ny teknologi, som gentænker måden, hvorpå vi tænker digitalisering, service, kommunikation og informationsdeling mellem Mazak, maskine og kunde.

Med Mazak Iconnect kan kunder logge på en sikker webportal og interagere med egne Mazak-maskiner, monitorere, diagnosticere og få adgang til manualer, maskinhistorik og vedligeholds-videoer. En helt essentiel del af Iconnect er cloud-service, som giver mulighed for at monitorere egne maskiner online, backup af control-settings, remote-diagnosticering og direkte support fra applikations – og serviceteknikere. Dette sikrer både hurtig og effektiv support og service, men sikrer også planlægning af rettidigt vedligehold og forlænger dermed maskinens levetid.

Seminaret vil blive afholdt af Gregory Cocks, fra Mazaks europæiske hovedkvarter. Som ekspert i Iconnect vil han fortælle om de muligheder, som den nye teknologi tilbyder og vil demonstrere dette på de udstillede maskiner, som alle er opkoblet til Iconnect.

Mazak vil også afholde en Mazatrol SmoothAI-workshop. Her vil man får en introduktion til styringen, tips og tricks til daglig brug og mange andre fifs fra applikationsingeniører - både brugbart for nybegynderen og for den øvede operatør.

KJV gå i dybden med Zollers TMS-løsninger til effektiv styring af virksomhedens værktøjs- og bearbejdningsdata. Der bliver vist, hvordan man med Zoller TMS-effekt kan udveksle værktøjsdata igennem hele produktionen, og hvordan dette skaber en markant besparelse for din virksomhed.

Onsdag den 5. oktober og torsdag den 6. oktober er arrangementet åbent fra klokken 9.00-15.00, og fredag den 7. oktober klokken 9.00-14.00 vil erhvervsskoler blive inviteret inden for.

Det hele finder sted hos Mazak Danmark, Stensgårdvej 7B i Middelfart.

Tilmelding og yderligere info på Mazak Danmarks hjemmeside.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11