Fremgang på alle fronter hos SP Group
Specielt leverancerne til cleantech-sektoren og olie- og gasindustrien viste god vækst i første halvår hos plastproducenten.
Specielt salget til olie- og gasindustrien viste fremragende takter i første halvår med en stigning på hele 90 procent, men også cleantech-sektoren fulgte godt med – her var stigningen på 54,7 procent.
- SP Group fortsætter den intensiverede markedsføring over for både eksisterende og potentielle kunder. Der er også i første halvår opnået tilgang af nye kunder. Samtidig arbejdes der aktivt med den fortsatte udvikling og markedsføring af en række nye løsninger til blandt andet healthcare, cleantech og fødevarerelaterede industrier, hvor der vurderes at være et attraktivt vækstpotentiale, skriver SP Group i sit halvårsregnskab.
Koncernens driftsindtjening (EBITDA) udgjorde i første halvår 48,8 mio. kr. mod 45,7 mio. kr. året før, og overskuddet før skat steg i samme periode med 2,2 mio. kr. til 17,9 mio. kr.
På den baggrund opjusterer SP Group forventningerne til resten af 2012. Der kalkuleres nu med et resultat før skat på 40-45 mio. kr. og en omsætning på 1,05-1,1 mia. kr. Tidligere forventning var et resultat før skat på mere end 35 mio. kr. og en omsætning på mere end 975 mio. kr.