23948sdkhjf

Danfoss sælger alle sine forretninger i Rusland

Den lokale ledelse i Rusland køber Danfoss' forretninger i landet. Danfoss forlader dermed officielt markedet

Den danske virksomhed Danfoss har indgået en aftale om salg af sine russiske og hviderussiske forretninger.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Forretningerne er blevet solgt til den lokale ledelse i et såkaldt ledelsesopkøb, management buyout.

Danfoss besluttede i april at trække sig fra Rusland og Hviderusland.

- Vores teams i Rusland og Hviderusland er fortræffelige, og det gør denne beslutning så meget sværere. Vi beklager beslutningen, men i den nuværende situation ser vi ikke andre muligheder, lød det dengang fra Danfoss.

Det var blandt andet sanktioner og forstyrrelser i forsyningskæden som følge af krigen i Ukraine, der lå til grund.

Salget forventes at være afsluttet i september i år. Derfra vil den danske virksomhed altså ikke længere have nogen aktiviteter på det russiske eller hviderussiske marked.

Danfoss ønsker ikke at udtale sig yderligere om salget før selskabets halvårsregnskab den 23. august, oplyser Danfoss til Ritzau.

Virksomheden har opereret i Rusland siden 1993. Fordelt mellem Rusland og Hviderusland er der ansat omkring 1300 medarbejdere.

Tidligere bestyrelsesformand for selskabet Jørgen Mads Clausen har beskrevet forretningerne i Rusland som et "importfirma".

De russiske fabrikker indkøbte komponenter fra Danfoss-fabrikker andre steder i verden, hvorefter produkter blev samlet og solgt i Rusland.

Sanktionerne mod Rusland har dog gjort det svært at importere ting til landet.

Danfoss, som blev grundlagt i 1933, er mest kendt for produktion af termostater. Virksomheden laver også køleanlæg, luftkonditionering, elektromotorer og ventiler.

Desuden udvikler Danfoss løsninger til vedvarende energi inden for solkraft og varmepumper.

Med over 40.000 ansatte fordelt på mere end 100 lande er selskabet en af de største danske virksomheder.

I 2021 havde Danfoss et nettooverskud på knap 4,7 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078