23948sdkhjf

Dansk økonomi står stille resten af året mens inflationen vokser

En pessimistisk prognose fra EU-Kommissionen vurderer, at dansk økonomi ikke vokser resten af året. På grund af den gode afslutning på 2021, vil årsvæksten for dansk økonomi i 2022 ende på 2,9 procent.

EU-Kommissionen har netop offentliggjort sin sommerprognose. I euro-området forventes BNP-væksten at være på 2,6 pct. i år og 1,4 pct. i 2023. Det er en nedjustering af væksten siden sidste prognose, hvor det var ventet, at BNP-væksten var 2,7 pct. i år og 2,3 pct. til næste år.

Inflationen vokser

Kommissionen venter, at inflationen i euro-området bliver 7,6 pct. i år og 4,3 pct. til næste år. Det er markant højere end den hidtidige prognose, hvor man forventede en inflation på 6,1 pct. i år og 2,7 pct. til næste år. Det er markant højere end ECB’s målsætning om en inflation på 2 pct.

Genopretningen fra pandemien ventes at gå i et lavere tempo end man hidtil havde regnet med. Samtidig venter kommissionen, at inflationen bliver den del højere.

En øv-prognose

Det er en øv-prognose, hvor kommissionen opjusterer forventningerne til inflationen og nedjusterer væksten. Men det er desværre helt som ventet. Inflationen tiltaget måned efter måned. For at tøjle den høje inflation vil ECB allerede i næste uge hæve renten. En højere rente kommer til at tage dampen ud af europæisk økonomi i år og næste år.

Krigen i Ukraine har både lagt en dæmper på væksten samt sendt inflationen endnu højere op. Den højere inflation kommer til at trække købekraft ud af de europæiske forbrugere, hvilket vil lægge en dæmper på forbruget i år og næste år. Dertil vil renten øges hurtigere end kommissionen tidligere havde lagt til grund. Krig i Ukraine, højere inflation og højere renter er de bærende årsager til nedjusteringerne af vækstudsigterne.

Trods de nedjusterede vækstudsigter er der dog stadig udsigt til pæn vækst i år. Det skyldes især, at genopretningen af økonomien ovenpå coronakrisen er gået stærkt mod slutningen af sidste år.

Rammer også dansk økonomi

Kommissionen venter stort set ikke vækst i dansk økonomi i resten af 2022

Den lavere vækst i euro-området kommer også til at ramme dansk økonomi. Når væksten i Europa aftager, vil de mange danske virksomheder, der sælger til Europa, få sværere ved at afsætte deres varer og tjenester. Det vil gå ud over vækstudsigterne for dansk økonomi.

Kommissionen venter, at dansk økonomi i år vil vokse med 3 pct., mens væksten næste år ventes at ende på 1,2 pct. Inflationen ventes i år at blive på 7,5 pct., mens inflationen ventes at falde til 3,4 pct. til næste år.

Surt med surt på

Det er en ret pessimistisk prognose for dansk økonomi. På grund af den gode afslutning på 2021, så vil årsvæksten for dansk økonomi i år ende på 2,9 pct., hvis der ikke er vækst i resten af 2022. Det vil med andre ord sige, at kommissionen stort set ikke venter, at dansk økonomi bliver større i resten af 2022. Det må betegnes som ret pessimistisk på trods af at udsigterne er forværret.

Selvom udsigterne for dansk økonomi er forværret pga. mindre vækst i vores eksportmarkeder, lav forbrugertillid og højere renter, så forventer vi trods alt stadig vækst i dansk økonomi i resten af 2022.

Danmarks eksport til EU27-landene var i 2021 665 mia. kr., hvilket svarer til 45 pct. af Danmarks samlede eksport.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078