23948sdkhjf

Nye maskiner og nyt navn skal løfte 102 år gammel tandhjulsfabrik

En gennemgribende opdatering skal sikre, at Randers Gears bliver ved med at vokse. I øjeblikket vokser virksomheden 15 procent om året og henter 80 procent af omsætningen i udlandet.

En af Randers’ ældste virksomheder har overlevet fire generationer af direktører og nu skal en modernisering sikre, at tandhjulsfabrikkens positive udvikling fortsætter.

Det støvede image skal blæses af, og virksomheden skal gøres mere attraktiv i udlandet, hvor 80 procent af omsætningen hentes i dag.

Tandhjul og kugghjul

Lau Akstrup Jensen er medejer og har været direktør i et års tid, og han er manden bag de omfattende forandringer i det, der tidligere hed Randers Maskin- og Tandhjulsfabrik. Et navn, der ikke sagde udlændinge ret meget.

- For tandhjul er jo et dansk ord, som man ikke bruger mange andre steder. I Norge kalder de det godt nok tannhjul, men i Sverige kalder det kugghjul, og i Tyskland aner de ikke, hvad et tandhjul er, siger Lau Akstrup Jensen til Erhverv+.

Derfor hedder firmaet i dag Randers Gears. Et navn der passer bedre til den internationale profil, som tandhjulsfabrikken i forvejen har.

Grøn vækst

Den nuværende vækst skal hjælpes videre af den grønne omstilling, som firmaet med Lau Akstrup Jensen i front i endnu højere grad er begyndt at satse på.

Fakta om Randers Gears

  • Virksomheden blev grundlagt i 1920 af Niels Jensen og hans søn Søren Ejner Jensen under navnet "Niels Jensen og Søn". Siden har firmaet skiftet navn af flere omgange, senest i år fra Randers Maskin- og Tandhjulsfabrik til Randers Gears.
  • Firmaet har gennem mere end et århundrede specialiseret sig i specialfremstilling af tandhjul, gearkasser og transmissionsløsninger, tilpasset kundens ønsker.
  • Blandt kunderne finder man blandt andre flere af de helt store producenter på markedet indenfor alt fra skibsmotorer til mineudstyr, fødevaremaskiner og sågar tog.
  • I 2021 rundede bruttofortjenesten i firmaet knap 22 millioner kroner, mens overskuddet endte på godt en halv million kroner.
  • Virksomheden beskæftiger 40 ansatte.

Kilder: Erhverv+ og biq.dk, randersgears.com mfl.

Hvor andre underleverandører enten har valgt at flytte dele af produktionen til udlandet eller henter materialer hjem fra Fjernøsten, henter Randers Gears alle materialer hjem de skal bruge fra råvareproducenter i Tyskland og Sverige. Ligesom selskabet har valgt at fokusere salget til nærmarkederne i Skandinavien, Tyskland, Belgien, Holland og Polen.

- Det giver ikke nogen mening at flytte komponenter om på den anden side af jorden, hvor der jo også er andre, der producerer tandhjul. Og for mig at se giver det heller ikke mening for mig at hente varer i Kina, hvor det på grund af transporten hverken økonomisk eller co2-mæssigt kan svare sig, siger Lau Akstrup Jensen til Erhverv+.

Forsyningssikkerhed og på grøn omstilling.

Forventningen er, at den grønne omstilling vil ændre sig fra ”nice to have” til ”need to have”. Derudover har corona fået flere kunder til at kaste kritiske øjne på deres forsyningskæder. Også her er en produktion i nærområdet en fordel.

- Dengang man flyttede produktionen til Asien, var det med et fokus på prisen. Men i dag har virksomhederne ikke kun fokus på pris. De har også fokus på forsyningssikkerhed og på grøn omstilling. Så der er ingen tvivl om, at det er en forskel, der falder ud til vores fordel, siger direktøren til Erhverv+.

Som noget nyt har Randers Gears ansat en tysk salgsagent, der allerede er godt i gang med at skaffe nye kunder til Randers-fabrikken.

På grund af investeringer i både maskiner og personale er forventningerne til resultatet i år droslet noget ned. Nemlig at fastholde væksten og nå et overskud.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063