23948sdkhjf

Sjællandsk smedevirksomhed hædret: Her er en fjerdedel af de ansatte lærlinge:

Hos Karise Kleinsmedie er der 11 ansatte - de tre er lærlinge. Virksomheden ligger altså et stykke over måltallet for antal lærlinge, som er fastlagt i en trepartsaftale. En virksomhed på Karise Kleinsmedie størrelse vil typisk være forpligtet til at tage én lærling. Derfor modtager virksomheden DI Sydsjællands Lærepladspris.

- Valget faldt naturligt på Karise Kleinsmedie som modtager af DI Sydsjællands Lærepladspris 2022. Virksomheden bidrager væsentligt til at uddanne den næste generation af medarbejdere, og det fortjener at blive belønnet, siger Klaus Rønholt formand i DI Sydsjælland og direktør for Lhoist Faxe Kalk, i en pressemeddelelse.

- Hos Karise Kleinsmedie er vi rigtig stolte over at modtage denne pris. For os er det naturligt, at lærlinge udgør en stor del medarbejderstaben, og i vores virksomhed skal det være attraktivt at være lærling. Derfor gør vi meget ud af, at nye lærlinge hurtigt skal føle sig godt tilpas og få ansvar, siger Michael Leander, medejer af Karise Kleinsmedie.

Selvstændige opgaver til lærlingene

Hos Karise Kleinsmedie er de daglige opgaver mangfoldige, og det spænder fra at smede i esse til rustfri rørarbejde i produktionsvirksomheder. Udover at lærlingene rent fagligt får stillet mange forskelligartede opgaver, gør virksomheden også meget ud af, at lærlinge får selvstændige opgaver, så de lærer at tage ansvar.

- Det er vigtigt, at vores lærlinge bliver præsenteret for alle mulige typer af opgaver, og derfor bliver de ikke kun sat til at bore huller. Når vi giver vores lærlinge mange forskellige kompetencer med i rygsækken, så bliver de mere helstøbte og bliver dermed en større gevinst for deres kommende arbejdsplads i sidste ende. Så vi gør meget ud af, at vi både skal være en stærk faglig arbejdsplads, og en arbejdsplads hvor der er god stemning, et godt arbejdsmiljø, gode kollegaer og ikke mindst en god chance for at lave et godt resultat til svendeprøven, siger Michael Leander.

DI Sydsjælland uddeler lærepladsprisen i samarbejde med DI Lærepladsfællesskabet for at sætte fokus på de mange gode lærepladser rundt om i virksomhederne. Hvis flere unge skal tage en erhvervsuddannelse, er det helt afgørende med gode lærepladser.

- Vi ved, at vi i nær fremtid kommer til at mangle unge med en erhvervsuddannelse inden for nærmest alle brancher. Mit håb er, at gode lærepladser sammen med udsigten til fast arbejde er med til at gøre erhvervsuddannelserne endnu mere attraktive. Derfor er det vigtigt, at vi fremhæver og hylder de mange gode historier fra virksomhederne, siger Klaus Rønholt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079