Teknologisk Institut får ny ion-accelerator
Ny ion-accelerator, som blandt andet skal bruges til et nyt fælles-europæisk udviklingsprojekt, skal sikre bedre forsknings- og produktionskapacitet ved Teknologisk Institut.
-Vi er utroligt stolte over, at vi om kort tid kan stille anlægget til rådighed for dansk forskning og danske virksomheder. Dette er en enestående chance for Danmark og ikke mindst for Teknologisk Institut, idet vi positionerer os som Europas førende udviklingscenter inden for PVD og ionstråle-baserede overfladebehandlingsprocesser, siger centerchef, PhD, Lars Pleth Nielsen fra Tribologicenteret ved Teknologisk Institut.
I forvejen har instituttet Danmarks eneste PVD HiPIMS coating anlæg, som lægger mikrometer-tynde keramiske belægninger på vitale komponenter til industrimaskiner, sprøjtestøbeværktøjer og bukke- og stanseværktøjer, hvorved behovet for smøring reduceres eller helt elimineres, ligesom slid og friktion på bearbejdede overflader og bevægelige komponenter reduceres væsentligt.
Navnet PVD står for Physical Vapor Deposition. I processen fordamper man fast stof i et vakuumkammer ved hjælp af et plasma, hvorefter stoffet ’vandrer’ over på modtageemnet som en ultratynd og meget hård overfladebelægning.
Brug for mere plads
For at få plads til den nyindkøbte accelerator og den forventede forøgelse af centerets øvrige PVD-aktiviteter, udvider centeret sine lokaler med en hal på 250 m2, der skal huse Tribologicenterets to acceleratorer. Den nye accelerator vil blive installeret i den nye acceleratorhal i efteråret.
-Tidspunktet for udvidelse af Tribologicenterets acceleratorkapacitet er perfekt af flere årsager. Vores eksisterende accelerator kører hele tiden og er nærmest rødglødende grundet vores nye ”Super-Slip”-produkt. Den åbner for mere forskning og udvikling, da vi ikke har ret meget ledig tid på den eksisterende accelerator, fortæller centerchefen, og han forsætter:
- Den nye accelerator vil både aflaste og udvide vores muligheder, ligesom den vil sikre kort leveringstid og ikke mindst backup-sikkerhed i forbindelse med planlagt vedligeholdelse og eventulle nedbrud. Desuden bruger vi som GTS-institut en del maskintid og ressourcer på at udvikle nye overfladebehandlinger og ydelser inden for fremtidens overfladeløsninger.
Fælles-europæisk projekt
Tribologicenteret har også haft succes med at få endnu en international ansøgning igennem nåleøjet. Det drejer sig om et EUROSTAR udviklingsprojekt sammen med A/S Kenneth Winther Værktøjsfabrik, Novo Nordisk A/S, og adskillige udenlandske partnere i bl.a. Spanien og ikke mindst Schweiz, som involverer det anerkendte universitet Ecole d’ingénieurs et d’architectes de Fribourg og en schweizisk klynge af sprøjtestøbere – en analogi til sprøjtestøbningssektionen under Dansk Industris Plastsektion.
-Målet er at udvikle endnu bedre slipbelægninger til sprøjtestøbningsbranchen på europæisk niveau, hvilket selvfølgelig også vil komme alle de danske sprøjtestøbere til gode. Forskning og udvikling er i dag global, og vi skal være dygtige nok til at klare os globalt – ellers kan vi lige så godt give op med det samme, siger centerchef Lars Pleth Nielsen.