23948sdkhjf

- Skønt med en messe med mennesker af kød og blod

Denne uge foregår den store automations- og robotmesse Automatica i München. Universal Robots direktør Kim Povlsen er med, og han er glad for at være tilbage på en rigtig messe.

- Det er jo skønt at være tilbage på en rigtig messe med mennesker af kød og blod. Her er masser af mennesker. Vi møder mange gode kolleger, siger han.

Universal Robots har i år lagt vægt på ikke bare at udstille robotter, men at vise forskellige robotapplikationer.

- Stort set alle de robotter, vi udstiller, har en applikation. Det er blandt andet svejsning, slibning, maskinbetjening og limning. Vi håber det giver folk noget inspiration, og det ser ud til, at de besøgende synes det er interessant, siger Kim Povlsen.

Undervejs har UR-direktøren også haft flere møder med store og små kunder.

- Vi hører noget om, hvad der er deres udfordringer, og det kan vi lære meget af, siger han.

Ud over Universal Robots så deltager syv andre danske robot- og automationsvirksomheder på Automatica.

Efterspørgsel efter robotter

Universal Robots oplever fortsat stor interesse for automation trods krisetegn i økonomien.

- Der er stor interesse for kollaborative robotter, især til svejsning. Det er svært at finde svejsere nok rundt i Europa, og det er også svært at finde folk nok til at passe maskinerne. Så det giver en efterspørgsel efter vores robotter, siger han.

Nyt robotkoncept

Det er i øvrigt ikke kun på Automatica, at Universal Robots udstiller. I nabohallerne kan man opleve Analytica-messen, som retter sig mod laboratorier og bioteknologi. Her udstiller Universal Robots en koncept på en robot, som kan fungere i områder med høj rengøringsstandard.

- Det er en robot, som ligner dem, vi ellers laver. Men den er lavet af andre materialer, og den er rengøringsvenlig. Der er for eksempel ikke nogen skruer i. Det er noget, vi går og arbejder med. Det giver mening til pharma- og fødevareindustri. Vi tager den med som koncept for at vores udviklere kan få nogle reaktioner. Vi har ikke besluttet os for at sætte den i produktion endnu, siger Kim Povlsen.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078