23948sdkhjf

Vind-konsulenthus åbner hovedkontor i Hadsten

Det blev centrum af Hadsten, som blev valgt til hjemsted for A-Leafs nye hovedkontor.

- Der var mange muligheder i spil i forhold til, hvor vi skulle etablere os. Århus var jo nærliggende, da man umiddelbart vil mene, at det vil være nemmere at rekruttere specialister, hvis vi har hovedkontor der, men vores konklusion blev, at Hadsten vil give os de bedste muligheder for fremtiden, fortæller Anders Grimstrup-Larsen, stifter og CEO i A-Leaf, i en pressemeddelelse.

Han uddyber beslutningen med, at det er nemt for medarbejderne at køre til og fra Hadsten, og langt de fleste af A-Leafs danske ansatte har etableret sig omkring Midt- og Østjylland. Resten bor rundt i verden, på de mange lokationer, hvor A-Leaf løser opgaver. Det er for eksempel i Spanien, Polen, Norge, Taiwan og USA.

Anders Grimstrup-Larsen er selv for nyligt flyttet til Hadsten med sin familie, og han sætter stor pris på det lokale og mulighederne for at kunne være en del at et lokalt erhvervsliv.

- En ting er at kunne komme nemt til og fra arbejde, men det som vi synes er lige så vigtigt, det er at tilbyde vores medarbejdere en virksomhed med en god arbejdskultur, og skabe et rart sted at være. Det er sammen med spændende arbejdsopgaver kriterierne for at kunne rekruttere de bedste medarbejdere. Vi sætter pris på at have et godt samarbejde med kommunen og andre lokale virksomheder og skoler, og vi må sige, at vi allerede er blevet taget rigtig godt imod, påpeger Anders Grimstrup.

Fra 50 til 100 medarbejdere på få måneder

Og netop ansættelser har været højt på dagsordenen hos A-Leaf, som er inde i en vækst, der har resulteret i, at virksomheden siden november 2020 har ansat 50 nye medarbejdere. Årsagen er en kraftig ordretilvækst, og et udvidet fokus på de ydelser, som A-Leaf tilbyder kunderne.

- Vi har specialiseret os i rådgivning af vindmøllebranchen, datacentre samt infrastrukturprojekter. Hidtil har vores fokus været på kvalitetssikring af stålkonstruktioner, men i efteråret udvidede vi forretningen til, at vi kan træde tidligere ind i processerne i de helt store projekter. Den transformation har åbnet for langt flere og store opgaver, forklarer Anders Grimstrup-Larsen.

Det er blandt andet to store vindmølleprojekter i USA, som er kommet i ordrebogen. De nye amerikanske projekter har betydet, at A-Leaf har startet kontor op i New Bedford, USA, for at komme tættere på de amerikanske vindprojekter, som med garanti vil blive udbudt i de kommende år.

- Vi er utroligt stolte over at have vundet de to store opgaver i USA. Opgaverne er lige ind i vores kerneområde, hvor fokus er på kvalitetssikring af stålkonstruktioner, som vi har en dyb ekspertise i. USA bliver vigtig for os i fremtiden, men også Tyskland er et vækstområde for os, fortæller Anders Grimstrup-Larsen.

Derfor har A-Leaf per 1. juni august valgt at etablere en afdeling i Hamborg, som dermed bliver nærmeste nabo til hovedkontoret i Hadsten.

Har fået plads til vækst

På det nye 600 kvdratmeter store kontor i Hadsten er der plads til flere fremtidige medarbejdere, hvis væksten som forventet vil fortsætte i de kommende år.

De seneste to regnskabsår har A-Leaf kunnet præsentere en fremgang på 50 procent i omsætningen per år. Den eksplosive udvikling har betydet, at man har valgt at udvide organisationen på hovedkontoret. Et af de nye ansigter i organisationen er Dan Borup Jørgensen, som er ansat i en nyoprettet COO-stilling.

- I takt med mange nye opgaver, og oprettelse af kontorer rundt i verden kommer der automatisk flere administrative opgaver, derfor har vi ansat Dan til at styre og udvikle organisationen, siger Anders Grimstrup-Larsen.

Dan Borup Jørgensen har stor erfaring i udvikling og implementering af strategier.

- Jeg ser frem til at hjælpe A-Leaf videre på den vækstrejse, som allerede er godt i gang. Vi oplever øget ordretilgang på alle tre indsatsområder, vind, infrastruktur og datacentre, derfor er det vigtigt, at hele organisationen kan følge med i det hæsblæsende tempo. Den opgave ser jeg meget frem til at kunne bidrage til at løse, siger Dan Borup Jørgensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096