23948sdkhjf

L-tek sætter bæredygtighed på dagsordenen

Mange danske underleverandører begynder efterhånden at beskæftige sig med bæredygtighed. En af disse er Djursland-virksomheden L-tek.

- Vi har været igennem samtlige FN’s verdensmål og prøvet at se på, hvad vi har lavet i forhold til dem, og har valgt fire ud som vi vil prøve at gøre en forskel med. Vi har valgt mål nummer 7, 8, 12 og 13. Vi er endvidere taktiske med valget af tre af verdensmålene, da de lægger op til miljøledelses-certificering, ISO 14001, som L-tek ønsker at implementere, fortæller administrerende direktør Palle Martin.

Bedre selv at samle stafetten op

Verdensmål nummer 7 omhandler bæredygtig energi, nummer 8 anstændige jobs og økonomisk vækst, nummer 12 ansvarligt forbrug og produktion, og verdensmål nummer 13 omhandler klimaindsats.

- Vi er klar over at det fremadrettet ikke kun bliver et kvalitetsstempel, men kvalifikationskrav fra vores kunder at have styr på sin bæredygtighedsstrategi og sin CO2-udledning, så derfor kan vi lige så godt samle stafetten op og begynde at gøre en indsats, siger Palle Martin.

- Det betyder, at vi for det første afdækker, hvad vi har gjort - og der har vi gjort rigtig meget - og prøver at få det sat ind i en systematik og en struktur omkring verdensmålene. Den anden ting er at kigge på, hvad vi yderligere kan gøre, fortsætter han.

Mange lavthængende frugter

Konkret har L-tek nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på fremtidige tiltag, og derudover henter underleverandøren også assistance udefra.

- Vi har sammen med vores energiselskab lavet en liste over tiltag, vi kan gøre yderligere. Vi har for eksempel fået set på noget simpelt som at sætte LED-lys ind, og hvor der er nogle automatiske tænd/sluk-funktioner. Så det arbejder vi videre med. Der er mange lavthængende frugter, og det er det, man mange gange glemmer, forklarer Palle Martin.

Svært at måle og veje

Næste punkt for L-tek er at få synliggjort de forbedringer, der bliver lavet.

- Hvordan får vi det her målt og vejet? spørger Palle Martin.

- Det er ikke nødvendigvis sådan, at det skal være et resultat, hvor man sætter to streger under, men vi skal kunne vise det i nogle synlige ting, tilføjer han.

- Vi er klar over at det fremadrettet ikke kun bliver et kvalitetsstempel, men kvalifikationskrav fra vores kunder at have styr på sin bæredygtighedsstrategi og sin CO2-udledning, så derfor kan vi lige så godt samle stafetten op og begynde at gøre en indsats Palle Martin, L-tek

Udfordringen kommer, når kunder spørger ind til bæredygtighedsindsatsen, og L-tek skal opsummere de tiltag, man har gennemført. For hvordan sammenligner man udskiftning af belysning med indfasning af medarbejdere på kanten af arbejdsmarkedet? Også her kigger L-tek ud af huset.

- Der findes en EU-taksonomi, og den begynder vi at grave os ned i i næste fase sammen med nogen udefra for at se, hvordan vi skal gribe det an. Det skal ikke bare være en måling for en målings skyld, men noget der giver mening, understreger Palle Martin.

Samtidig har L-tek også fået et GMC-miljøcertifikat, som er et gratis miljøledelsessystem udbudt af Norddjurs Kommune. Her bliver virksomheden målt på en række parametre, der går ud over de gængse miljøregler.

- Derudover er vi også i gang med at se på, om der skal yderligere certificeringer til, slutter Palle Martin.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234