23948sdkhjf

Hvordan samler en robot et bevægeligt emne op?

En ting er at samle et almindeligt emne op med en robot ved hjælp af visionteknologi, men hvad hvis emnet er delt i flere led, som for eksempel et hængsel.

Nu starter organisationen Made et projekt, "Automatiseret opsamling af bevægelige emner", som skal vise vejen. Made inviterer relevante små og mellemstore virksomheder til at være med.

"Der opstår en kompleksitet, når et emne består af flere rigide dele der kan bevæge sig i forhold til hinanden. Det giver gængse visionsystemer udfordringer, og det er denne type bevægelige emner, vi i dette projekt vil fokusere på," skriver Made.

Emnerne kan være alt fra sakse til hængsler og beslag.

Deltagerne i projektet får råd og vejledning fra eksperter fra Teknologisk Instituts Robotcenter i Odense.

Made skriver, at virksomhederne dermed kan opnå en fuldautomatisk produktion. Virksomhederne kan også få gavn af erfaringsudveksling med andre virksomheder.

Projektet retter sig primært mod medarbejdere og ledere, der på praktisk og strategisk niveau arbejder med automatisering af produktion.

Projektet vil indeholde nogle workshops, hvor man indkredser problematikken, og der vil blive udført tests på Teknologisk Instituts Robotcenter. Planen er at projektet skal starte allerede i maj.

Interesserede virksomheder skal udfylde et ansøgningsskema til Made for at komme med i projektet. Man kan eventuelt rette henvnedelse til Jacob Kortbek sektionsleder på Teknologisk Institut.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.672