23948sdkhjf

Nyskabelser til årets Robotbrag

Årets robotbrag får 75 udstillere og som noget nyt en paneldebat om virksomhedernes brug af robotter

Torsdag 5. maj sker det igen. Der er Robotbrag på Teknologisk Instituts robotcenter i Odense med masser af inspiration til, hvordan og hvorfor man skal bruge robotter. Det er som vanligt Teknologisk Institut og robotorganisationen DIRA, som står bag.

Ikke mindre end 75 virksomheder udstiller i DIRA Business. Det er robot- og automationsvirksomheder og leverandører af tilbehør til robotter.

Undervejs er der planlagt en stribe af korte indlæg. Eksempelvis fortæller procesingeniør Michael Løwe Jensen fra Haldor Topsøe om, hvordan virksomheden fortsat automatiserer produktionen.

Teknologisk Instituts eksperter står til rådighed med uvildig rådgivning om robotter og automation.

Det er også til Robotbrag, at DIRA's Teknologipris 2022 bliver overrakt. Den gives til en dansk virksomhed, som har udviklet et nyt og unikt produkt.

Paneldebat

Robotbrag har desuden i år en nyskabelse i form af en paneldebat (kaldet en tænketank), hvor fire eksperter fra hver sin position vil give en vurdering af, hvordan robotter kan løse manglen på hænder i dansk industri.

De fire deltagere i paneldebatten er John Christensen, udviklingschef hos Lego, Dorte Zacho Martinsen, stifter af SMV360, Peder Nygaard, fabriksdirektør hos Vola og Anne-Lise Høg Lejre, direktør for Produktion & Innovation i Teknologisk Institut.

Debatten bliver styret af journalist Nynne Bjuerre Christensen.

"Tidligere har forudsætningen for automation været kort tilbagebetalingstid, men en ny virkelighed med mangel på arbejdskraft presser danske virksomheder. Skal vi turde gå nye, mere innovative veje fremfor de sikre hyldevarer? Hvordan går man bedst til opgaven," skriver Teknologisk Institut.

Hver af deltagerne er bedt om at komme med to strategiske, men alligevel konkrete råd eller ideer til at lykkes med robotteknologi.

3000 deltagere

Robotbrag er efterhånden blevet en institution inden for robotverdenen. Arrangørerne kalder det også den årlige robotfest. Sidste år var der rekord med 3.000 deltagere til arrangementet. Derfor bliver udstillingsarealet i år udvidet yderligere. Der er udstillinger i Teknologisk Insitututs tre robothaller og i DIRA's cirkulstelt, og som noget nyt også et udendørs område for mobile robotter og droner.

Robotbrag foregår torsdag 5. maj fra 9.30 til 16.30.

Læringsdag

Robotbrag fulgt op af en "Læringsdag" samme sted fredag 6. maj for studerende fra ungdomsuddannelser og fra videregående uddannelser.

"Her kan fremtidens arbejdsstyrke komme ind og snuse til den teknologi, som vil komme til at præge deres arbejdsliv, og møde de virksomheder, der efterspørger deres arbejdskraft. Dagen vil samtidig give ny viden og inspiration til de undervisere, der skal ruste de unge til fremtiden," skriver arrangørerne.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422