23948sdkhjf

Mekoprint genoptager produktion i Ukraine

Situationen i Ukraine gør, at Mekoprint føler sig tryg ved at genopstarte produktionen i byen Chernyakhiv

Kort efter at russiske styrker invaderede Ukraine 24. februar, valgte den danske virksomhed Mekoprint at sende de ansatte på sin ukrainske fabrik hjem.

Nu - mere end seks uger senere - er de ansatte vendt tilbage og produktionen genopstartet. Det fortæller Anders Kold, direktør og ejer af Mekoprint.

På fabrikken i den ukrainske by Chernyakhiv, der ligger cirka 150 kilometer vest for Kyiv, arbejder de ansatte med at lave specialdesignede kabler.

Det arbejde blev sat midlertidigt på pause på grund af krigen, men er nu blevet genoptaget, siger direktøren.

- Vi starter produktionen op igen, fordi vi vurderer, at situationen i lokalområdet igen er sikker og stabil under omstændighederne.

- Vi har mulighed for at få transport ind og ud af Ukraine til Polen, og vi har nogle kolleger, som meget gerne vil tilbage på arbejde igen, siger Anders Kold.

Samtlige 110 medarbejdere på den ukrainske fabrik har fået løn, mens de har været sendt hjem. Af de 110 medarbejdere er 65 lokale borgere.

Det er netop de lokale, som først genoptager arbejdet, mens de andre ansatte løbende vender tilbage henover de næste uger.

Anders Kold siger, at området omkring fabrikken ikke har været hårdt ramt af krigen. Et lokalt brændstofdepot er dog blevet mål for russiske bomber.

Adspurgt om der ikke er en risiko for at måtte lukke fabrikken igen på grund af krigen, svarer direktøren, at der selvfølgelig er en risiko.

- Men vi har en tro på, at Ukraine ikke mindst igennem de seneste måneder har fået en endnu mere naturlig plads i Europa.

- Det er klart, at vi må indstille os på, at det ikke nødvendigvis bliver nemt hele vejen igennem, men vores grundlæggende tro er, at Ukraine bliver stabilt igen og forhåbentlig indenfor en meget overskuelig fremtid, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094