23948sdkhjf

Granly Gruppen investerer massivt efter udfordrende og anderledes år

Granly Gruppen, der består af 11 forskellige selskaber, har netop afleveret årsregnskab for 2021.

Det viser en fremgang i omsætningen på cirka 15 procent og et overskud før skat på 48 millioner kroner. Resultatet i 2020 var til sammenligning 91 millioner kroner, men det var dog positivt påvirket af en forsikringserstatning på cirka 34 millioner kroner.

- Vi er naturligvis stolte over resultatet, som er skabt ved flid, vedholdenhed – og lidt held, siger CEO Kjeld Vogt i en pressemeddelelse.

Koncernens aktiviteter med underleverandørproduktion i Danmark, Polen og Kina har været udfordret på konkurrencesiden og af prispres fra stigende råvarer og fragtpriser, men en stram opfølgning og styring af kapacitet, effektivitet og omkostninger, kombineret med væsentlig volumen, har medført en stærk indtjening i dette forretningsområde, meddeler Granly Gruppen.

De maritime serviceaktiviteter har udviklet sig noget under det forventede, særligt i Grumsen Equipment og Granly Diesel. En væsentlig del heraf kan henføres til nedlukning og afledte effekter, herunder knaphed på komponenter og motorer i forbindelse med Covid-19. Dog har Esbjerg Shipyard i 2021 oplevet stærk aktivitet og det bedste resultat nogensinde.

Der er i løbet af året gennemført investeringer for cirka 45 millioner kroner, primært i form af opgradering af koncernens flydedok i Esbjerg og genopbygning af bygninger og maskinpark i datterselskabet Ceropa i Svendborg, der brændte i sommeren 2020. Når det gælder Ceropa, har man i 2021 haft en negativ påvirkning på driftstab på cirka 9 millioner kroner.

Ved indgangen til 2022 melder koncernen om en ”fin ordrebeholdning på samme niveau som tidligere", men alligevel forventer man udfordringer i forhold til den fortsatte vækst, når det kommer til pengebinding/kredittider og likviditetsstyring. Koncernens varebeholdninger, igangværende arbejder og tilgodehavender udgør nu op mod 325 millioner kroner.

Granly Gruppens ledelse forventer, at aktiviteterne i industri og maritim service vil påvirke koncernen i negativ retning i 2022. Koncernen forventer derfor et primært driftsresultat for 2022 på et lidt lavere niveau end 2021.

- Nøgleordet for 2022 bliver også likviditet, når driftsforholdene efter virusudbrud har lagt sig, og fordi der er et ambitiøst opkøbs- og ”grønt” investeringsprogram, siger CFO Kim A. Junk.

- På trods af udfordringer aktuelt med coranavirus holder Granly Gruppen fast i den meget ambitiøse 2025-plan, hvor vi aktivt leder efter et eller to opkøb indenfor vores kerneaktiviteter og landbrugsaktiviet, oplyser Kjeld Vogt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094