23948sdkhjf

Flere kvinder ønskes: Siemens Gamesa kaster kritisk blik på ansøgerbunker med mange mænd

Ledelsen i den danske afdeling af Siemens Gamesa insisterer på, at der altid skal være et blandet ansøgerfelt. Det betyder også, at de nogle gange må tage flere ansøgningsrunder for at få den rette kønsfordeling blandt ansøgerne til et nyt job

Det er en ommer. Sådan siger ledelsen i den danske afdeling af vindmølleproducenten Siemens Gamesa, hvis de bliver præsenteret for et ansøgerfelt uden tilstrækkeligt med kvinder. Det skriver DI Business.

- Bliver der kun præsenteret ét køn, så kører vi endnu et rul for at tiltrække kandidater, der repræsenterer begge køn. Og nogle gange betyder det også, at vi må ændre i selve jobopslaget for at tiltrække begge køn, fortæller Torben Bang, der er administrerende direktør for Siemens Gamesa Danmark.

Virksomhedens insisteren på et kønsmæssigt mere balanceret ansøgerfelt har givet pote. Andelen af kvinder i virksomheden er hastigt på vej frem – og er nu på 24 procent - i ledergruppen er den på 15 procent.

- Men det er selvfølgelig ikke godt nok. Vi skal meget højere op. Vores mål er, at 25 procent af lederne er kvinder i 2025. Og vi er på vej den rigtige vej, siger Torben Bang, der oplyser, at 30 procent af de nye rekrutteringer i de sidste seks måneder er kvinder – og at andelen af kvindelige ledere er gået fra 13 til 15 procent.

Et overophedet arbejdsmarked

På baggrund af virksomhedens opbakning til en bred og forskelligartet medarbejderstab er Siemens Gamesa også blevet optaget på Bloombergs Gender-Equality Index. Dermed er Siemens også forpligtet sig til løbende at fortælle investorer, hvordan det går med deres arbejde for at få flere kvinder frem i virksomheden.

Ligesom mange andre virksomheder opererer Siemens Gamesa dog i et marked, der i vist omfang er ”overophedet”.

- Der er mangel på visse kompetencer og pres på lønningerne, siger Torben Bang, og tilføjer

- Nogle gange må vi bare sande, at det ikke er til at få kvindelige ansøgere.

I Torben Bangs optik handler det også om ”fødekæden”. Tidligere var det primært mænd, der havde interesse for de naturvidenskabelige fag og blev ingeniører og lignende. Det skal ændres, hvis Siemens Gamesa skal have succes med at få en endnu mere balanceret medarbejderstab. Derfor er Siemens Gamesa også dybt involveret i samarbejdet med folkeskoler og videregående uddannelser om at skabe interesse for energisystemer og vindmøller.

76 nationaliteter på samme arbejdsplads

En ting er dog diversiteten, når det kommer til køn. Noget andet er kulturer og nationaliteter. Her har Siemens Gamesa allerede en imponerede bredspektret gruppe af medarbejdere. I Danmark er der 76 nationaliteter ansat. Af de cirka 5.600 ansatte er cirka 1.000 uden et dansk pas.

- Vi er en multikulturel arbejdsplads, siger Torben Bang, og tilføjer:

- Det er en enorm gevinst. Alle nationaliteter arbejder side om side og respekterer hinanden.

Ifølge Torben Bang kommer der alt for mange negative historier frem om samarbejdet mellem danskere og udlændinge. 

- De 99,9 procent af tiden, hvor alt går godt, hører vi alt for lidt om.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172