23948sdkhjf

Travlhed: Midtjysk pladespecialist investerer tocifret millionbeløb i nye maskiner

I 2019 tog JPBC i Rødkærsbro et teknologispring, da man investerede i sin første rørlaserskærer; en Adige LT 8-20.

Den satsning har været så stor en succes, at man nu udvider med endnu en Adige – godt nok den lidt mindre model LT7.

- Den nye er meget mere en decideret produktionsmaskine, hvor den anden er mere en råvaremaskine, der kan tage både stort og lille, og er en mere fleksibel maskine, forklarer indehaver Henrik Høgh, der også er meget kontant i mælet, når han fortæller, hvorfor investeringen sker nu så relativt kort tid efter den første:

- Det er fordi, vi har arbejde til den. Efterspørgslen er bred lige nu. Det er simpelthen, fordi vi gør, hvad vi siger, og siger hvad vi gør, konstaterer han.

Den nye Adige LT7 kan, udover at skære i runde, firkantede eller rektangulære former, også programmeres til at bearbejde specialformede rør og åbne sektioner. Maskinen kan bearbejde rør fra Ø12 mm til Ø152 mm.

Den nye rørlaser ankom til Rødkærsbro den 29. januar og forventes at være i drift i uge 7.

Ny fiberlaser og bukkemaskine

Men det er faktisk ikke den eneste investering, der er foretaget hos JPBC. I de kommende uger kommer der nemlig dels en ny fiberlaser af mærket TruLaser 5030 og senere en ny TruBend 5085 bukkemaskine.

- Det er også på grund af efterspørgsel og så udskiftning. De gamle maskiner får godt nok lov at blive, men tidens tand gør jo, at der skal nyt til en gang imellem, fortæller Henrik Høgh.

Fiberlaseren er på 8 kW og er specialtilpasset og udstyret med alle optioner, som tilbydes inden for pladelaserskæring, mens bukkemaskinen har en bukkelængde på op til 2,2 meter med pressetryk på 85 tons.

18 nye medarbejdere sidste år

For JPBC er der tale om en betragtelig investering fortæller Henrik Høgh.

- I direkte maskininvesteringer er det vel et sted mellem 18 og 20 millioner, siger han.

Dertil kommer der nye medarbejdere, som skal supplere de 77, der i forvejen arbejder hos JPBC. Alene sidste år kom der 18 nye kolleger til.

Det bliver da heller ikke den sidste investering hos den midtjyske underleverandør, garanterer Henrik Høgh.

- Der er hele tiden mere på vej, for vi udvikler forretningen i takt med, at behovet er der, og det næste bliver nok noget mere plads, slutter han.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096