23948sdkhjf

Renovering af ældre maskine sparer maskinfabrik millioner

Nyt er ikke nødvendigvis bedst. Det kan de skrive under på hos den norske maskinfabrik Mecan, som for nylig har fået en af deres vigtigste specialmaskiner tilbage efter en tur på værkstedet hos Bast & Co i Vejle.

Mecans Anayak HVM 5000 bore- og fræseværk har været i brug siden 1990’erne og trængte efter de mange års slidsomt arbejde til en kærlig hånd og til at få styresystemet opdateret. Siden maj har Bast & Co derfor arbejdet intenst på at give maskinen en mekanisk overhaling, samt installeret en ny Heidenhain 640 styring, så den kan fortsætte mange år endnu efter branchens nyeste og højeste standarder.

Millioner og måneder til forskel

Når en kostbar maskine nærmer sig sin udløbsdato, vil valget stå mellem at anskaffe sig en helt ny eller at renovere den gamle. Fræseværk af det omfang, som Anayak HVM’en repræsenterer, er ikke alene dyre at erstatte - nye tilsvarende maskiner har også meget lang leveringstid og kræver særlige og dyre foranstaltninger og fundamenter at installere på værkstedet. Den samlede pris og spørgsmålet om, hvor længe man kunne undvære maskinen kontra ventetiden på en helt ny, var derfor helt afgørende for, at Mecan valgte at sende maskinen til Danmark til renovering.   

– Maskinel af denne størrelse er en investering, som skal overvejes nøje. Så da vi hørte, at Bast & Co kunne levere vores Anayak i tip-top stand på under den halve tid og 6 millioner billigere end en ny tilsvarende maskine, var valget klart, siger Rune Helgeland, production manager hos PDS Mecan, i en pressemeddelelse.

Han uddyber:

– Samtidig skal man ikke underkende, at nok er maskinerne af denne slags af ældre dato, men de er ofte bedre og mere solidt bygget end de nyere modeller. Renoveringen har forlænget dens levetid med 30 år, og den står nu skarpere og opererer bedre end nogensinde før.

Besøgte værkstedet i Danmark

Undervejs i processen besøgte nordmændene Bast & Cos 3.000 kvadratmeter store værksted for at være sikre på, at arbejdet blev udført korrekt, og at alt skred planmæssigt frem.

– Vi er de eneste i vores branche i Norge, der kan udføre det arbejde, som vi kan på den maskine. Så det var naturligvis meget vigtigt for os, at Bast & Co kunne holde, hvad de lovede, siger Rune Helgeland.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078