23948sdkhjf

Konkursramt varmepumpeproducent solgt til leverandør: Der arbejdes på at få det hele til at spille

I november 2021 gik varmepumpeproducenten Victor Energi og Køleteknik konkurs for anden gang på to år. 

Det var virksomheden selv, der indgav konkursbegæringen, da det ikke var lykkedes virksomheden at skaffe den nødvendige likviditet til at fortsætte driften, hvorfor det altså blev direktør Ole Nygaards lod at indstille aktiviteterne i selskabet. 

I tiden efter konkursen i november har sagsbehandler for konkursboet advokat Rune Richelsen fra advokatfirmaet Bech-Bruun arbejdet på at finde en løsning – ikke mindst for de igangværende varmepumpeprojekter hos blandt andre Farum Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme. 

Det er lykkedes at finde en løsning - og så dog alligevel ikke helt. 

- Alle aktiviter og en række medarbejdere er solgt til Soft & Teknik i Frederikshavn. De har været leverandør til både det gamle Victor (Victor A/S) og det nye Victor, som gik konkurs i november, fortæller Rune Richelsen til Metal Supplys søstermedie Energy Supply. 

Victor Energi og Køleteknik havde ved konkursens indtrædelse 19 funktionærer og 35 timelønnede medarbejdere ansat. Hvor stor en andel af dem, der er overgået til Soft & Teknik kan Rune Richelsen ikke sætte tal på. 

Arbejder på det

Selvom Soft & Teknik altså har overtaget aktiviteterne, så er der stadig en del, der mangler, for at enderne kan mødes.

- Der er en del problemer med de her fjernvarmeværker, som Victor Energi og Køleteknik skulle levere til. Vi arbejder på en løsning, så projekterne kan blive afleveret, siger Rune Richelsen, og fortsætter:

- Soft & Teknik bistår i den forbindelse med at finde en løsning, der kan få det hele til at spille. 

Udestående på millioner

En af årsagerne til likviditetsproblemerne, som førte til konkursen i Victor Energi og  Køleteknik, var kvalitetsproblemer på elmotorer og stempel-kompressorer, der derfor har forsinket færdiggørelsen og overdragelsen af fire varmepumpeanlæg til de respektive kunder. 

Det betyder således også, at både det første og andet konkursbo i Frederikshavn har tilgodehavender hos et par af fjernvarmeværkerne. 

Rune Richelsen fortæller, at Victor A/S, der gik konkurs i 2020, har et udestående på 10 millioner kroner hos et af fjernvarmeværkerne, der også skylder det senest konkursramte Victor Energi & Køleteknik 2,5 millioner kroner. 

Da Victor Energi og Køleteknik gik konkurs i november skyldte virksomheden sine kreditorer 27 millioner kroner. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11