23948sdkhjf

Lindø-direktør og robotpioner - en stjerne er død

En erfaren skibsbygger, Lindø-direktør og robotpioner er gået bort. Torben Andersen blev 80 år.

Torben Andersen var underdirektør og i mange år en af de tekniske hovedkræfter på Lindøværftet, som byggede nogle af verdens største containerskibe, indtil han lod sig pensionere i 2008. To år efter vendte han tilbage til aktiv tjeneste, da han var med til at etablere Odense Marine Technology, et firma, der tegner store skibe, og som ansatte mange af de folk, der havde arbejdet på Lindøværftets tegnestue.

I den brede offentlighed var han ikke så kendt. Til gengæld var han en kendt skikkelse i værftsindustrien og i forskningsverdenen, blandt andet for sin indsats for at indføre robotter på skibsværfterne.

Et leksikon ud i skibsbygning

Torben Andersen var det til det sidste en aktiv del af hverdagen på Odense Maritime Technology. Han bidrog med en fantastisk viden om skibsbygning. I mindeord fra Odense Maritime Technology skriver direktør Kåre Groes Christiansen:

"Torben var meget vidende om værftsindustrien og dens udvikling, en udvikling som han i den grad var med at præge igennem 50 år. Torben var et omvandrende leksikon ud i skibsbygning og anerkendt vidt omkring, som en af dem, der har været med til at definere moderne skibsbygning. 

Torben fik mange gode ideer, og havde en uopsættelig tro på, at de kunne lade sig gøre. Han er idemanden bag, at der burde udvikles en standard ø-færge til Danmark. Torben var overvist om, at der var behov for at tænke nyt på færgeområdet, og at ø-færgerne trængte til at blive produktificeret og fremstillet på en industrialiseret måde. Torbens vision er nu meget tæt på at blive til virkelighed. Ø-færge produktideen blev en af de sidste forretningsideer Torben udvirkede, men den var bestemt ikke den første ide Torben fik i løbet af de 80 år han levede."

Robotpioner

Torben Andersen var en af de allertidligste pionerer inden for robotindustrien på Fyn - før der overhovedet var en robotindustri.

Han bragte svejserobotter i anvendelse på Lindøværftet på et tidspunkt, hvor de færreste troede, at det kunne lade sig gøre. Han satte gang i en række robotprojekter og flere ph.d.-projekter for at udvikle brugen af robotter på værftet.

Det førte i sidste ende også til etableringen af Mærsk McKinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet. Det institut, som siden er blevet udgangspunktet for en række fynske robotvirksomheder som Universal Robots, MIR og OnRobots.

Forskningsprojekter

Torben Andersen fik skabt en hel stribe af forskningsprojekter omkring brug af robotter i værftsindustrien på tværs af Europa. 

Odense Maritime Technology skriver:

"Torben var dygtig til at drage nytte af tilgængelige forskningsnetværk, og lave gearing på dem. På et tidspunkt konstaterede Torben stilfærdigt, at der var mange hundrede forskere rundt i Europa, som arbejdede på problemstillinger defineret af ham. Resultaterne udeblev ikke. Forskningen gav konkrete resultater. De mange forskningspenge, der blev kastet ind i at udvikle robotløsninger til skibsbygning, blev omsat til teknologi der virkede. Det gjorde Torben til en stjerne på den europæiske forskningshimmel."

OMT understreger også Torben Andersens menneskelige egenskaber, som gjorde, at han åbnede mange døre:

"Torben var eminent til at tale med mennesker og var god til at skabe personlige relationer. Det var nemt at synes om Torben. Han var rar at tale med og opførte sig altid ordentligt. Han var definitionen af et godt menneske. Når man taler med folk, der har kendt Torben eller har mødt ham på et tidspunkt, kan de godt huske Torben selv om det er længe side."

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109