23948sdkhjf

Positivt resultat hos Jyden Bur

Den vestjyske staldinventarvirksomhed Jyden Bur har investeret i sit produktionsanlæg her i Danmark. Det har været en god strategi, viser virksomhedens regnskab.
Det er ingen hemmelighed, at leverandørerne til landbrugsbyggeri har haft det svært i de seneste år. Finanskrise og medfølgende store værditab hos landmændene samt store udsving i råvareomkostninger og afregningen på fødevarer har gjort det vanskeligt for de danske landmænd at få lov til at låne penge til nybyggeri og renovering af stalde.

- Derfor er jeg også glad for at kunne præsentere et positivt regnskab for 2011, siger Jens Agergaard, direktør, Jyden Bur.

Øget effektivitet i produktionen
Han er ikke i tvivl om, at det positive resultat først og fremmest er et resultat af den strategi, virksomheden har lagt de senere år.

- Vi har ønsket at holde fast i vores produktion her i Danmark for fuldstændig at kunne styre kvaliteten af inventaret. Det kvitterer vores kunder for nu, siger Jens Agergaard.

- Samtidig har vi investeret adskillige millioner kroner i nye, højteknologiske maskiner for at øge effektiviteten i produktionen. På den måde kan vi holde prisen på vores produkter på et fornuftigt niveau, siger han.

- Det betyder, vi kan levere dansk kvalitetsinventar, der kan konkurrere med det importerede inventar fra Kina. Vi har derfor kunnet ansætte flere folk her i Danmark, supplerer salgsdirektør Jesper Bech.

Produktudvikling giver muligheder
Jyden Bur bruger en del tid og resurser på at udvikle nyt inventar. For eksempel udvikling af farestier til løsgående søer. Det høster virksomheden også ordrer på nu.

- Siden 2010 har omkring 35 procent af de farestier, vi har solgt, været til løsgående søer, fortæller Jesper Bech.

- Vi var en af de første virksomheder, der handlede på Videncenter for Svineproduktions ønske om, at der skal udvikles en ny, mere dyrevenlig faresti, hvor søerne ikke er fikseret som i de traditionelle kassestier, men hvor de kan bevæge sig frit rundt i stien. Vel at mærke uden at det går ud over produktionsresultaterne, fortsætter han.

Slut med besparelser
Jens Agergaard peger desuden på, at medarbejdernes positive indstilling i 2011 har medvirket til flere ordrer i ordrebogen.

- I starten af 2011 meldte vi ud til medarbejderne, at det var slut med at finde besparelser og lave medarbejdertilpasninger. De fik nu frie hænder til at skabe resultater. Jeg opfordrede dem til at lukke øjnene for de negative signaler fra markedet og i stedet se fremad. Se muligheder, siger Jens Agergaard.

- Det har virkelig betydet en større gejst blandt medarbejderne, der helt sikkert har smittet positivt af på ordrebogen, fortsætter han.

Positive tal på bundlinjen
Indtjeningen i Jyden Bur er mere end fordoblet i 2011 i forhold til året før, og overskuddet før skat endte på 2,8 mio. kr. Samtidig steg virksomhedens bruttoresultat med 6 mio. kr. til 37,9 mio. kr.

- Det er ikke prangende beløb, vi taler om, men set i forhold til det marked, vi har opereret i, og de omkostninger vi har haft til de nye maskiner plus renovering af vores bygninger, så er det et meget tilfredsstillende resultat, understreger Jens Agergaard, der også ser positive takter for salget af inventar i 2012.

- Det skyldes selvfølgelig, at der stadig er svineproducenter, der mangler at få ombygget drægtighedsstalden til løsdrift inden 2013, hvor EU stiller krav om, at de drægtige søer skal gå løse i stierne. Men vi er også ved at klare os godt på flere af de udenlandske markeder, vi har engageret os på, forklarer han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094