I sidste uge lykkedes det endnu engang ECM Industries at lande en stor eksportordre. Denne gang er det en spansk kunde, der har fået smag for virksomhedens unikke wiresystemer.
- Vi har arbejdet hårdt for at udvikle salget i Europa gennem de sidste mange måneder, hvilket har givet mange nye muligheder, siger production director Søren J. Christiansen.
Også på de lokale markeder har ECM Industries dog succes for øjeblikket. For øjeblikket er man ved at tage hul på en ordre, der indebærer fremstilling af virksomhedens til dato største emne med en totalvægt på mere end 30 tons.
Ordren inkluderer fremstilling, overfladebehandling, montering og justering, og den omfattende produktion har øget ressourcebehovet hos ECM Industries, der derfor har ansat flere folk i produktionen.
I starten af juni er den danske virksomhed at finde på vindindustri-messen AWEA i Atlanta, og den flotte ordreindgang giver et solidt rygstød til deltagelsen her.