23948sdkhjf

Hydraulik-specialist udvider

Hydraulikspecialisten Hydra-Comp udvider produktionsfaciliteterne i Skive med to nye afdelinger.

I samme ombæring optimerer man lageret med investeringen i to nye lagerautomater.  

Det oplyser Hydra-Comp i en pressemeddelelse.

Det er stor efterspørgsel på pumpestatione, som nu får Hydra-Comp til at etablere den nye produktionsenhed i Skive. 

Herfra skal man fremover supplere virksomhedens Kolding-afdeling med opbygning af standard-pumpestationer, mens de komplekse specialløsninger fortsat produceres i det sydjyske. Samtidig udvider man med en afdeling dedikeret til fremstilling af hydraulikslanger - et forretningsområde, der bliver ved at vokse, og som nu får optimalt fokus med ansættelsen af en slangemontør på fuldtid.

Den omfattende kapacitetsudvidelse er nødvendig for at følge med efterspørgslen, erklærer Rasmus Jacobsen, direktør for Hydra-Comp A/S. 

- Vi har fået hul igennem til en række OEM-kunder, som har købt flittigt ind af rustfri pumpestationer. Kapaciteten i Kolding har flere gange været tæt på maksimum, så det giver god mening at udvide med produktion i Skive. Her fremstiller vi i forvejen alle hydraulikcylindre, og kompetencerne til at producere standard-pumpestationer findes allerede i huset, siger Rasmus Jacobsen.

Han tilføjer, at man også forventer tiltaget har en positiv effekt på omsætningssiden. 

- Vi kan tage flere ordrer ind og producere mange flere pumpestationer end tidligere. Vi gør det for at opfylde kundernes behov, men selvfølgelig skal det kunne aflæses på bundlinjen.

De ekstra kvadratmeter til de nye afdelinger er fundet i den tidligere reparations- og servicehal, der er rykket om på den anden side af huset. Ifølge Rasmus Jacobsen er man nået til et punkt, hvor de interne produktionsprocesser skal strømlines for at man kan blive endnu mere konkurrencedygtig som totalleverandør af komplette og skræddersyede hydraulikløsninger.

Med kapacitetsudvidelsen får alle afdelinger optimale betingelser for at holde et højt produktionsflow.

Med en webshop der snart runder 8.000 varenumre, bliver lagerkapaciteten samtidig yderligere optimeret med investeringen i to nye lagerautomater. I alt har man nu fire Kardex Remstar-automater, som udnytter højden fra gulv til loft. Salget af fittings og andre løsdele til hydraulik fortsætter væksten, og Rasmus Jacobsen mener, at webshoppens store udvalg er vital for online-succesen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093