Corona vendte op og ned på alt hos producent af conveyer-systemer – og overskuddet skød i vejret

For Hjørring-virksomheden ScanBelt Modular Conveyor Systems har der ikke været meget business as usual de sidste par år. Det skriver Nordjyske.
Virksomheden har været vant til at sælge sine conveyor-produkter gennem gode gammeldags salgsmøder og messer, men med coronakrisen skulle der tænkes nyt.
Det er i den grad lykkedes for ScanBelt. Virksomheden kom ud af 2020/2021 med et overskud før skat på 19,8 millioner kroner. Det var 25 procent mere end året før, og hele 41 procent mere end i 2018/2019, som altså var før coronakrisen.
Direktør og eneejer Morten Vejlstrup tilskriver succesen, at ScanBelt som en lille virksomhed har formået at omstille sig hurtigt, modsat nogle af de større konkurrenter.
- Vi har fået mulighed for at byde ind på projekter ved større kunder, som normalt bruger andre leverandører, siger Morten Vejlstrup til Nordjyske, og fortsætter:
- De har haft lejlighed til at kigge på deres forsyningskæde. Når alt kører, som det plejer, er man egentlig godt tilfreds med de leverandører, man har. Det kører bare derudaf, og så sørger man bare for at sælge noget mere, hvis man ikke tjener penge nok. Men begynder det at knage i systemet, begynder man at kigge på, om man har det rigtige emballage, eller har de rigtige leverandører, for eksempel af de plastmoduler til transportbånd, som vi leverer. Og det har givet os chancen til at præsentere det, vi kan, for nogle kunder, som normalt ikke kiggede vores vej.
mio. kr. | 2020/21 | 2019/20 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 64,5 | 64,2 |
Resultat før finansielle poster | 20,5 | 16,5 |
Resultat før skat | 19,8 | 15,9 |
Årets resultat | 15,5 | 12,5 |
Balancesum | 104,8 | 92,0 |
Egenkapital | 51,1 | 41,6 |
Antal ansatte | 83 | 93 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021 |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.