23948sdkhjf

Danskere tæmmer strømmen fra gigantiske havmøller

Den danske ingeniør-virksomhed R&D Test System med base i Hinnerup er nu klar med et testsystem, der skal bane vejen for en sikker opkobling af havvindmøller til de eksisterende el-net rundt omkring i verden.

Baggrunden er, at de store hav-vindmølleparker med de stadig større møller kræver en øget spænding i de kabler, der skal sende strømmen effektivt i land.

I dag er der ingen klarhed over, hvordan vindmøllerne og vindmølleparkerne reagerer, når effekten øges fra vindmølleparkerne, og der samtidig er forstyrrelser i elnettet.

Konkret ønsker operatørerne i vindmøllefelterne at øge udgangsspændingen fra felterne og ud i nettet til 66 kV fra de nuværende 33 kV.

Det er det spændingshop, som det nye testsystemet fra R&D skal undersøge, og det installeres af Vestas på møllerne ved Testcenter Østerild i Nordjylland.

- Testsystemet kan simulere strømafbrydelser samt over- og underspænding i transmissionsnettet, så det er muligt at overvåge, hvordan vindmøllen reagerer, forklarer Sascha Heinecke, salgsdirektør hos R&D Test Systems, i en pressemeddelelse.

Møllernes reaktion

I praksis betyder det, at det nu er muligt at undersøge, hvordan en vindmølle reagerer, hvis den har en udgangsspænding på 66 kV og oplever udfald eller overspænding i elnettet.

- Det kan være alt fra nulspænding i flere hundrede millisekunder til en overspænding på 120 procent i timevis. De gennemførte tests er designet til at overskride de strengeste netregler, og møllen skal kunne opretholde sin tilslutning til eltransmissionsnettet for at bestå testen og opnå typegodkendelse til tilslutning til elnettet, forklarer Sascha Heinecke.

Systemet, som kaldes Fault Ride Through (FRT) er blevet udviklet, så vindmølleproducenten kan udføre ekstreme spændingstests for at sikre, at møllerne opfylder de internationale standarder, der kræves for at blive sluttet til elnettene. R&D Test Systems har designet det nye system til at opfylde Vestas’ særlige testkrav efter installationen af en stor prototypemølle ved Testcenter Østerild i Danmark, Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller, som drives af Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Testsystem bliver standard

R&D Test Systems har designet FRT-systemet på 66 kV til at kunne klare de forskellige netstandarder i Tyskland, Spanien, USA og Canada for at sikre, at det kan overholde de forskellige internationale netstandarder.

- Vi mener, at FRT-testudstyret ved disse høje spændinger vil blive standarden i fremtiden. Eftersom havvindmøller vil spille en vigtig rolle i elforsyningen, vil testning ved ekstreme spændinger blive afgørende for at bevise, at en vindmølletype kan tilsluttes elnettet uden problemer. Det er helt afgørende at kunne bevise, at nettet overholder kravene, tilføjer Heinecke.

Det tog over 12 måneder at fremstille FRT-testsystemet på 66 kV, og processen involverede et tværfagligt team af elingeniører, softwareingeniører og mekaniske ingeniører med speciale inden for vindmølletestning.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078